En fuld censor var fredag årsag til, at en kvindelig studerende på Aalborg Universitet fik afbrudt sin kandidateksamen i turisme.

Aalborg Universitet bekræfter mandag over for TV2 Nord, at det var alkohol, der gjorde, at kvindens eksamen ikke kunne gennemføres. Det fortæller Henrik Halkier, der er er prodekan og ansvarlig for uddannelsen på det Humanistiske Fakultet:

»Jeg kan bekræfte, at episoden involverer alkohol. Det er selvfølgelig totalt uacceptabelt, at sådan noget sker,« siger Henrik Halkier til TV2 Nord.

Ved du mere om hændelsen, eller kender du kvinden? Tip BT på 1929@bt.dk

Henrik Halkier fortæller til TV2 Nord, at den alkoholpåvirkede censor havde haft andre eksaminer på programmet fredag formiddag. Her havde der tilsyneladende ikke været nogen problemer.

Han afviser ikke, at censoren måske har nydt alkohol i sin frokostpause, men understreger, at universitetet ikke har serveret våde varer.

Samtidig tilføjer Henrik Halkier, at han ikke har oplevet noget lignende i sine 25 år på universitetet - og slet ikke en beruset censor.

Samarbejdet mellem censoren og universitetet havde tilsyneladende kørt uden problemer indtil fredag.

Kvinden fik mulighed for at gå op til en ny eksamen. Den blev gennemført mandag med en ny censor. Det lykkedes heldigvis for kvinden at bestå.