Stormen Dagmar har rusket godt i vestjylland i løbet af fredagen, men den slipper sit tage i det danske i løbet af aftenen. Sådan lyder den seneste melding fra flere kilder bl.a. DMI og TV2 vejret.

Dagmar ramte den jyske vestkyst og det nordlige jylland ved middagstid med vindstød på op til orkanstyrke og har været skyld i både væltede træer og lysmaster samt flyvende tagsten. Flere broer har haft varsler om kraftig vind og advaret mod kørsel med vindfølsomme køretøjer ligesom flere færger har aflyst overgange fredag eftermiddag og aften.

Dagmar slipper dog sit tag i Jylland i løbet af de tidlige aftentimer og bevæger sig derefter ind over resten af landet.

»Lavtrykket Dagmar ligger her til aften i Skagerrak, og lavtrykket bevæger sig hurtigt mod sydøst. De kraftigste vinde over Danmark er nu ved at kulminere de fleste steder, men i aftentimerne får vi endnu vindstød af storm eller stærk storm mange steder. I løbet af natten aftager vinden til frisk vind,« skriver den vagthavende meteorolog Jørn Thomsen på dmi.dk.

Ved midnatstid skulle der igen være stilhed over Danmark, men det varer ikke længe. Allerede tidligt lørdag morgen truer et nyt stormlavtryk, som har fået navnet Egon.

»Lavtrykket bevæger sig lørdag nord om Danmark på sin vej østpå. Det vil betyde, at vinden i løbet af eftermiddagen tiltager til hård eller stormende kuling fra vest med vindstød af storm eller stærk storm. I Vestjylland kan vinden nå stormstyrke med vindstød af orkanstyrke. Natten til søndag aftager den kraftige blæst kun langsomt,« skriver dmi.dk.

Den kraftige blæst både fredag og lørdag for også indflydelse på vandstanden. I Vadehavet når den sent lørdag eftermiddag op mellem 2.5 og 3.0 meter over DVR (Dansk Vertikal Reference). I løbet af lørdag eftermiddag får den vestlige del af Limfjorden mellem 1.30 og 1.70 meter over DVR og det sydlige Kattegat og nordvendte fjordsystemer samt nordlige Øresund ventes i løbet af lørdag aften vandstande på mellem 1,25 og 1,4 meter, skriver dmi.dk.