To læger og to jordemødre skal hjælpe kronprinsesse Mary og kronprins Frederiks tvillinger til verden. Denne gang skal fødslen foregå på fødeafdelingen.

Når kronprinsesse Mary i januar skal føde på Rigshospitalet, bliver det med assistance fra et hold af læger og jordemødre, som kronprinsparret kender i forvejen.

Ligesom ved prins Christian og prinsesse Isabellas fødsler er det klinikchef Morten Hedegaard, der bliver øverste ansvarlig. Desuden overlæge, professor Peter Damm, som også var med, da Isabella blev født i 2007.

Jordemoderholdet tæller Birgitte Hillerup, som om nogen er rutineret i kongelige fødsler, da hun var med til Christian og Isabellas, ligesom hun tog imod deres fætre, prinserne Nikolai og Felix. Ny på den kongelige fødestue bliver vicechefjordemoder Agnete Nørrelund.

Mary har de to tidligere gange født på en specielt indrettet stue på Rigshospitalets barselsafdeling, populært kaldet "lyserød stue". Denne gang skal hun føde på en af hospitalets 13 fødestuer.

- Kronprinsessen skal af faglige hensyn føde på fødegangen, siger Morten Hedegaard med henvisning til, at der her findes det udstyr, som kan blive nødvendigt ved en tvillingefødsel.

Først efter fødslen rykker de nyfødte sammen med deres forældre op på "lyserød stue", hvor de i lighed med andre tvillingeforældre ventes at opholde sig mellem fire og syv dage.

Mary bliver langt fra den eneste, som skal nedkomme på Rigshospitalet i januar. I alt er der planlagt omkring 470 fødsler den måned, og dertil kommer et uvist antal, som henvises i sidste øjeblik på grund af komplikationer eller sygdom. Og der bliver plads til dem alle.

- Der er ingen patienter, som bliver aflyst, fordi kronprinsesse Mary skal føde. Antallet af fødsler i januar bliver det samme, uanset om kronprinsessen skulle føde her eller ej, siger Morten Hedegaard.

/ritzau/