19-årige Kevin Jelsdal døde i juni måned efter at have fået to knytnæveslag i ansigtet på et diskotek. En af hans nære venner, der kaldte ham for Kevin Mac, har nu lavet en farvel-rap til ham.

Kevin Jelsdals diskussion med en anden gæst på diskotek Celsius i København lørdag d. 18. juni endte med hans død.

Nu har en af hans nære venner skrevet en sang for at ære hans minde - og lagt den på YouTube og på en mindeside for Kevin Jelsdal på Facebook.

- Det er mig, der har lavet sangen alene. Både skrevet, indspillet og produceret. Hvordan jeg kender ham, det ved de personer, der skal vide det. Og er slet ikke interesseret i at snakke om Kevin generelt. Men sangen er lavet for, at han ved, hvem hans rigtige venner er, og at ham og hans familie ved, vi er der for dem i de hårde tider, siger vennen, der kalder sig Luca Brasi på Facebook - og ikke vil stå frem med sit fulde navn.

Her er udpluk fra sangen:

- Yo, du kæmpede sgu bravt - en kamp der ikke kunne vindes. Han tog dig alt for ungt fra os, hvis gud han virkelig findes. Men jeg har dig stadig hos mig Bro aller dybest inde. Alle de minder vi har haft, dem vil jeg aldrig glemme.

- Og Bro, jeg ved godt, at mine tårer de ændrer intet, men vi mistede en engel, der var som sendt fra himlen. Et stort smil, Flexfit og en Adidas - jeg håber, at du ved, hvis jeg kunne så ville jeg tage din plads.

I videoen ses en tatovering med Kevin Jelsdals fødselsdato og datoen for hans død hen over et kraveben.

- Tatoveringen er ægte, ja. Og det er også mig, der har fået den lavet, siger Luca Brasi.


På diskotek Celsius' overvågningsvideoer kunne man se, hvordan en anden gæst slog ud efter Kevin Jelsdal, der faldt bagover og ramte et bord med hovedet. Han mistede omgående bevidstheden.

Politiet meldte efterfølgende ud, at Kevin Jelsdal døde af en bristet blodåre i hjernen, der forårsagede en hjerneblødning. Retsmedicinerne fortalte, at hjerneblødningen lige så godt kunne være indtruffet på grund af eksempelvis stærk ophidselse - og ikke nødvendigvis fra knytnæveslagene.

Gerningsmanden blev sigtet for vold med døden til følge, men blev senere løsladt.

Dommeren fandt ikke det fornødne fængslingsgrundlag, fordi det ikke var godtgjort, at han havde haft til hensigt at tilføje sit offer mere skade end et 'almindeligt' knytnæveslag på diskoteket.