»Guderne skal vide, at vi har mange integrationsproblemstillinger,« siger Anne Jelsøe, der er uddannelseschef på KVUC. Det er bare ikke alle de religiøse værdidebatter, medierne fokuserer på.
»Der er jo kursister, som bliver pikeret over alt muligt hele tiden,« siger Anne Jelsøe, der er uddannelseschef på KVUC i København. »Men jeg har altså endnu ikke mødt en lærer, der bøjer af for deres snak.«
Berlingske har ringet hende op, fordi det i torsdags kom frem, at lærere fra en række voksenuddannelsescentre (VUCer) har oplevet muslimske elever, der obstruerede, klagede, sparkede til stole eller direkte udvandrede fra undervisningen, fordi de følte sig stødt af undervisningsmateriale såsom en erotisk novelle af Naja Marie Aidt, filmen »En Kongelig Affære« og den danske grundlov.
Historien kommer en uge efter, at en uddannelsesleder i Hillerød indskærpede, at SOSU-eleverne ikke måtte bede islamisk bøn på skolens arealer – heller ikke i deres pauser. I sidste måned var den store historie, at VUC i Lyngby havde forbudt seks muslimske kvinder at deltage i holdundervisningen, hvis de insisterede på at bære den muslimske klædedragt niqab.
Hveranden har udenlandsk baggrund
Anne Jelsøe sukker.
På KVUC i centrum af København går omkring 15.000 kursister. Over halvdelen har udenlandsk baggrund. Stort set alle religioner og farver er repræsenteret. En stor del har aldrig afsluttet folkeskolens 9. eller 10. klasse. Og mange bor i såkaldte ghettoområder på Nørrebro.
»Guderne skal vide, at vi har mange integrationsproblemstillinger. Det er bare ikke i forhold til de såkaldte værdidebatter, du nævner der,« siger hun.
»Det er da ikke et sygdomstegn, at nogen har stærke holdninger til, hvorvidt seksualitet hører hjemme i litteratur, eller hvilken rolle religion spiller i forhold til vores stat. Det er tværtimod et sundhedstegn, at vi har skabt et rum, hvor vi tager den debat i klasserummet, så det ikke bliver råben og skrigen og svineri på sociale medier. Det er klart, at i samfundsfag, dansk, historie – alle de meningsbrydende fag – vil der altid være stærke meninger. Det er jo hele formålet med fagene. Det er unge muslimske mænd, som hævder, at koranen står over grundloven. Og der er danskere, som har læst et eller andet vanvittigt på Facebook, der ikke bunder i virkeligheden. Vores opgave som uddannelsesinstitution er så er at skabe den faglige ramme, hvor man kan diskutere det, så folk bliver klogere. Det er ikke et faretegn, at der er hede diskussioner i undervisningen. Det er vores job!«
De reelle integrationsproblemer
Historien om de pikerede muslimske elever fik ellers prompte undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) til at tage skarpt afstand og konstatere på sin Facebook, at det »illustrerer med tydelighed, at vi har en gruppe unge, der grundlæggende ikke forstår, hvad det vil sige at bo i et demokrati som Danmark.«
For Anne Jelsøe, der hver dag jonglerer uddannelse og integration i praksis, er pointen en anden og langt mere present. Det er ikke fordi, hun ikke vil diskutere religion og kultur. Hun har hørt om mange kursister, der problematiserer spørgsmål om religion, seksualitet og demokrati. Men ekstremt få tilfælde, hvor det, som radio 24/7 beskrev torsdag, udvikler sig til andet end en faglig debat.
Til gengæld kæmper skolen så rigeligt med det, Anne Jelsøe opfatter som de reelle integrationsproblemer i uddannelsessektoren:
At mange kvinder med anden etnisk herkomst ikke får en uddannelse, fordi de ofte står alene med ansvaret i hjemmet for tre-fem børn. At mange unge mænd kommer uforberedte til undervisningen, fordi hjemmet er kvindernes domæne, og de har svært ved at finde et sted med ro til at lave deres lektier. At nogle unge flygtninge – eller børn af flygtninge – har så mange sociale og psykiske problemer på grund af traumer i familien, at det blokerer for deres evne til at tage en uddannelse, fordi de ikke kan koncentrere sig eller tøjle deres temperament.
Men de seneste eksempler handler jo netop om kursister, der er blevet stærkt ophidsede og har obstrueret undervisningen. Er der ikke et bevis for, at der er reelle problemer med elevgrupper, som har svært ved kulturelt at passe ind i det danske system?
»Hvis nogen havde sparket til stole inde hos os, ville de enten få en kraftig advarsel eller blive smidt ud på stedet. Den slags adfærd vil vi ikke finde os i. Men det handler jo ikke om kultur eller religion. Det handler om, at vi har et ordensreglement, som skal overholdes, og som gælder for alle. Hos os har vi stort set repræsentanter inden for samtlige af byens bander – danske og udenlandske. Og alle er velkomne, hvis de opfører sig ordentligt. Og det gør langt, langt de fleste kursister med alle mulige baggrunde heldigvis.«
Så I tager slet ingen religiøse eller kulturelle hensyn for at tilpasse jer?
»Nej, for hvor starter og slutter det så? Lige nu er der f.eks. ramadan, og der er nogle kursister, der ikke spiser og drikker. Men de skal selvfølgelig gå til eksamen alligevel.«
Kursisterne må heller ikke bære niqab, ligesom skolen ikke har indrettet et bederum. Regler, der ikke handler om værdikamp. Men om hverdagspraktik og uddannelsespædagogik:
»Vi er sat på jorden med et undervisningsministerielt sigte, en uddannelsespolitisk opgave og nogle rammer og krav, vi skal leve op til. Det foregår ikke på de unges præmisser – det foregår på institutionens præmisser. Og alt det er vi meget klare omkring.«
