Ny undersøgelse viser, at mange af os bruger mindre tid på jobbet, end vi selv tror. Det er især kvinderne, som overvurderer deres arbejdsindsats.

Ofte er der nærmest ingen grænser for, hvor mange timer folk knokler på jobbet, når de selv sidder i festligt lag og fortæller om deres arbejdsindsats og betydning for virksomheden.

Men virkeligheden er tit en anden. Vi arbejder slet ikke så meget, som vi selv går rundt og tror, skriver Politiken.

Vi arbejder i gennemsnit mellem fire og seks timer mindre om ugen end det, vi selv tror. Det viser en omfattende undersøgelse af danskernes arbejdstid, som Rockwool Fondens Forskningsenhed står bag.

Det er især kvinder, der tror, de arbejder mere, end de faktisk gør. For kvinder i aldersgruppen 25-54 år kan fejlskønnet nå helt op på syv timer om ugen.

»Vores indtryk er, at arbejdet fylder rigtig meget mentalt hos alle typer af lønmodtagere, og når undersøgelsen peger på, at det især er kvinder, der overvurderer deres arbejdstid, tror jeg, det handler om, at det også stadig er kvinderne, der klarer mange opgaver i hjemmet og derfor føler, at de er på arbejde hele tiden,« siger Anne Kirk, der er arbejds- og organisationspsykolog og leder af Arbejdsmiljø København, til Politiken.

Undersøgelsen viser også, hvilke brancher der især er kendetegnet ved, at folk overvurderer arbejdstiden. Her peger pilen på sundhed og på undervisningsområdet, hvor sygeplejersker, sundhedsmedarbejdere, lærere og andre undervisere ifølge undersøgelsen overvurderer deres arbejdstid med cirka 4,5 timer om ugen.