Det er ikke kun nattesøvnen, der bliver berørt, når vi natten til søndag skifter til vintertid. Således kommer flere af DSBs tog til at holde stille i en time.

Klokken tre natten til søndag stiller vi urene en time tilbage, når vi skifter fra sommertid til vintertid, og det kommer til at berøre ti af DSBs tog.

Ifølge trafikinformationschef Tony Bispeskov bliver syv af togene kun berørt i mindre grad på den første eller den sidste del af turen og fortsætter i sommertid, mens de resterende tog, tre InterCity-tog, der kører mellem landsdelene, får et ophold på omkring en time i Nyborg, Fredericia eller på Aarhus H.

Og det ligger der nøje overvejelser bag, fortæller Tony Bispeskov:

»Alternativet ville have været, at vi kørte to tog for hver afgang: Ét i sommertid og ét i normaltid. Men der er ikke grundlag for at køre dobbelt så mange tog midt om natten, hvor vi kun har forholdsvis få kunder. Vi kunne også have valgt at fortsætte kørslen i sommertid, men så risikerede vi at skuffe kunderne, der skulle med toget engang ud på morgenen,« siger han i en pressemeddelelse.

Ændringerne berører InterCity-togene, der ankommer i Nyborg klokken 02.03, i Fredericia klokken 01.55 og på Aarhus H klokken 01.43.

DSB oplyser desuden, at S-togene kører uændret hver halve time hele natten, ligesom Øresundstogene til og fra lufthavnen kører uændret hver time.