Gerningsmænd har nemmere ved at få hjælp end deres traumatiserede voldsofre, som ofte står alene med opgaven om at opsøge behandlingen og forstå systemet. Flere organisationer slår nu alarm.
Mens voldsmænd og sexforbrydere får en lang række tilbud om hjælp, rådgivning og behandling i fængslet, må deres ofre alt for ofte kæmpe lange og hårde kampe for at få psykologbehandling, genoptræning eller bare forståelse.
Det møder nu kritik fra en stribe organisationer, som alle taler om en klar ubalance i behandlingstilbuddene til henholdsvis ofre og gerningsmænd.
»Der er ikke balance i tilbuddene,« fastslår Steen Knudsen, formand for hjælpeorganisationen Offerrådgivningen, som har eksisteret siden 1998. Han kalder det »hamrende uretfærdigt,« at voldsofre skal kæmpe i op til flere år for at få den nødvendige behandling. Desuden kritiserer han, at ofrene ikke fra dag ét får hjælp til noget så grundlæggende som at forstå, hvordan behandlings- og erstatningssystemerne fungerer.
»Alle parter skal have hjælp. Men som jeg ser det, er det kun gerningsmanden, der bliver hjulpet tilstrækkeligt. Det er ikke i orden, at ofrene ikke bliver taget mere i hånden. Så snart ofret er udskrevet fra sygehuset, er der nul hjælp fra staten.«
Dansk Kvindesamfunds forkvinde, Lisa Holmfjord, beskæftiger sig blandt andet med partnervold, hvor det typisk er manden, der slår kvinden.
»Den, der udøver volden, kan få behandling i flere år, uden at det koster vedkommende noget. Det er supergodt, fordi det forebygger vold, men kvinden – altså ofret i denne sammenhæng – har ikke mulighed for at få selvstændig hjælp,« siger hun.
Ganske vist kører der i 2012 og 2013 en forsøgsordning med satspuljemidler, hvor voldsramte kvinder, der er flyttet på krisecenter, kan få fire timers gratis psykologhjælp. Ordningen udløber dog ved årsskiftet, og det er endnu uvist, om den bliver forlænget.
»Ideen er rigtig god, men fire timer rækker som en skrædder i helvede. For at sammenligne, så kan voldsmændene få tilbudt forløb på op til to år,« siger Lisa Holmfjord.
Lægen skal vurdere behovet for hjælp
Hos foreningen Hjælp Voldsofre er holdningen den, at der gennem årene er gjort meget for at forbedre ofrenes stilling, og der er ros til regeringens offerpakke, som blandt andet sikrer hurtigere delafgørelser i erstatningssager, men:
»Ofret er ikke ligestillet med gerningsmanden. Jeg tror aldrig, det kommer til at ske fuldt ud, selv om vi slås for det med stor glæde,« siger formand Henning Wollsen.
Han kritiserer, at før selv det mest nedbrudte volds- eller røverioffer kan få hjælp fra staten, skal ofret have sin læge til at vurdere, om hjælpen er nødvendig. Lægens henvisning udløser derefter maksimalt 12 psykologsamtaler (i særlige tilfælde det dobbelte), hvor staten giver tilskud til omkring to tredjedele af prisen – hvis altså ofret har søgt i tide. Tidsfristen er et år efter overfaldet, men hvis ofret får et tilbagefald på et senere tidspunkt – hvilket ikke er unormalt – må man selv betale. Det har mange voldsofre ikke råd til, fortæller Janne P. Rasmussen. Hun er tidligere retsassessor og nu frivillig i Offerrådgivningen, hvor hun tit oplever ofre, som har brug for psykologhjælp, men som ikke selv har råd til at betale for timerne.
»Måske får de udgifterne refunderet, når deres erstatningssag engang er afsluttet, men de har ikke pengene nu og her. Og det er jo tragisk, for så får de ikke hjælpen,« siger hun.
Behandlingstilbud til dømte
I det danske retssystem spiller resocialisering af de dømte en helt central rolle. Naturligt nok har Kriminalforsorgen derfor stort fokus på gøre de fængslede forbrydere til lovlydige borgere, fortæller Ina Eliasen, kontorchef i forsorgens Straffuldbyrdelseskontor.
»Vores fremmeste opgave er at sørge for, at der bliver færre ofre, og vi gør alt, hvad vi kan for, at de dømte ikke begår ny kriminalitet, når de kommer ud,« siger hun.
I stedet for at arbejde eller uddanne sig under fængselsopholdet kan de dømte blive visiteret til en række behandlingstilbud. Der er for eksempel særlige programmer for voldskriminelle. Aggressive indsatte får tilbudt hjælp til at ændre deres opførsel via anger management-forløb, hvor fangerne lærer at beherske deres vred.
Nogle fængsler, som for eksempel statsfængslet i Vridsløselille, har en psykolog tilknyttet til at føre samtaler med de indsatte, hvis det er nødvendigt. Fanger med behov for psykologisk eller psykiatrisk behandling kan afsone deres straf på Anstalten ved Herstedvester, hvor særligt personale tager sig af de psykiske problemer. Og i fængslerne er der desuden rådgivning om, hvordan egne eller familiens personlige og sociale problemer løses, hjælp til at finde et sted at bo, samt økonomisk og uddannelsesmæssig vejledning under afsoningen.
Ifølge Ina Eliasen er det kun i meget begrænset omfang, at dømte får tilbud om psykologbehandling.
»Brug af psykiatere eller psykologer er ikke noget, der fylder meget inden for murerne i de almindelige fængsler og arresthuse. Ikke dermed sagt, at det ikke kunne være en god idé, men det er altså ikke noget, vi tilbyder alle og enhver,« siger hun.
Samtlige medvirkende i denne artikel understreger, at de ikke kritiserer hjælpen til gerningsmændene. Det er manglen på samme grad af hjælp til ofrene, de reagerer på.
Både justitsminister Morten Bødskov (S) og folketingsmedlemmer fra flere andre partier fastslog tirsdag i Berlingske, at de bestemt ikke er færdige med at hjælpe ofre for vold.
