Den nyslåede politiker og kontroversielle digter Yahya Hassan vil ikke længere have PET-vagter omkring sig. Onsdag middag oplyser han på Facebook, at han ophæver livvagtsbeskyttelsen.

I dokumentet fra Politiets Efterretningstjeneste (PET) fremgår det, at det står Yahya Hassan frit for at ophæve de ellers anbefalede livvagter. Det har han nu gjort.

»Jeg har frasagt mig politibeskyttelsen. På fri fod i valgkampen!,« skriver Yayha Hassan på sin Facebook-profil onsdag omkring kl. 12.

Altså under en time efter statsminister Helle Thorning-Schmidt udskrev valg.

Yahya Hassan har været beskyttet af livvagter fra Politiets Efterretningstjeneste (PET), siden han i efteråret 2013 blev overfaldet på Københavns Hovedbanegård.

Siden er den 19-årige digter og politiker alligevel blevet overfaldet tre gange. Senest i april i år, hvor han på et diskotek i København blev revet i hesthalen og ramt i hovedet af en knytnæve. Yahya Hassan nåede at uddele det, han selv beskriver som »et frontspark til de to mest aggressive personer foran ham«, før hans livvagter fik lagt sig imellem.

Men Yahya Hassan mener altså ikke, at politiets personbeskyttelse er nødvendig længere.