I 30 år er han kommet der. Har nænsomt lagt en blomst, stået tavst og ført indre samtaler. Men nogle gange bliver han mere berørt end andre.
»En gang imellem er der nogle nye buketter, som ikke plejer at være der. Med en lille hilsen fra én, som kendte Signe på Sankt Hans eller hvor det var,« siger Poul Nyrup om buketterne på Assistens Kirkegård, hvor hans datter ligger begravet.
»Det rører mig dybt. Jeg er fuldstændig smadret bagefter,« tilføjer han. Bevæget.
»Jeg bliver meget berørt over, at nogle af Signes veninder fra dengang i psykiatrien sætter blomster. For så er det, som at hun er der. Lige dér.«
For tiden kan du på DR se dokumentaren 'Nyrup – Signes far'. Hvor han dykker ned i dét, der er en forælders største sorg. At miste et barn. Et barn som tilmed vælger at tage sit eget liv. I en alder af bare 24 år.
Poul Nyrup lægger da heller ikke skjul på, at rejsen ind i smerten var én, som han skulle tage tilløb til. Som har krævet mod. For savnet sidder – som du kan høre i videoen ovenover – stadig dybt i ham.
»Jeg savner alle de øjeblikke, hvor jeg ikke nåede hende. Hvor hun rakte ud efter mig. Dem, hvor jeg gerne ville have taget hende om skulderen og have holdt hende ind til mig.«
»Og jeg savner hendes latter. Hendes lillebitte smil, som kunne afspejle smerte, men også glæde. Og hendes omsorg for mig. For det havde hun også,« siger Poul Nyrup. Og tilføjer så. Med fasthed i stemmen om sin beslutning:
»Men jeg var klar.«
For ikke alene har den tidligere statsminister i mange år følt, at det billede, der i offentligheden tegnede sig af datteren Signe, var for mørkt. De seneste år var han også kommet til en særlig erkendelse.
Nemlig at han skulle nå det, inden det var for sent.
»Jeg tæller jo mine dage,« joker Poul Nyrup, som sidste sommer fyldte 80.
»Så nu tager vi en fælles fortælling, hvor jeg bliver klogere på mig selv og min datter, og ud af det kommer der måske noget, som andre familier kan genkende,« siger Poul Nyrup, som gennem organisationen Det Sociale Netværk har dedikeret sin tid og kræfter til at hjælpe psykisk sårbare og deres familier i de landsdækkende Headspace-centre.
Hans egen datter Signe kom til verden i 1969, men var kun fem år gammel, da forældrene blev skilt. Verden og tiden var en anden. Han måtte nøjes med samvær hver anden weekend.
»Vi var ude at rejse, på cykelferier og havde masser af grin og ballade. Men ikke hverdagslivet og den daglige rytme sammen. Den har jeg læst mig til,« forklarer Poul Nyrup om de store huller i hans egen viden om datteren, som var en glad og livlig pige, der elskede dyr, elskede at synge og danse, elskede at få sine venner til at grine.
Men i de sene teenageår trængte et mørke sig ind over hende, og som 17-årig kom de første tegn på, at Signe var ramt.
Der gik dog fem år, før hun fik stillet diagnosen paranoid skizofreni. Og blot to år senere valgte hun at tage sit eget liv. I en alder af 24 år.
Selvom sorgen satte dybe spor i Poul Nyrup, vidste han også, at hendes død ikke skulle være forgæves. Derfor tog han initiativ til headspace-rådgivningen for unge. For at kunne hjælpe andre. Inden det var for sent.
Men kunne han have hjulpet sin egen datter? Kunne han have forhindret det?
Dét smertelige spørgsmål har plaget ham.
»Jeg må sige, at det har jeg faktisk den dag i dag ikke noget svar på. Dét, jeg derimod er sikker på, er, at jeg kunne have lindret hendes smerte,« siger han med reference til dét, som han nu ved om sin datters diagnose. Og håndteringen af den.
»Så jeg vil tro, at jeg kunne have gjort meget mere, hvis jeg havde vidst det, jeg ved i dag. Jeg anede jo ikke, hvordan jeg håndterede, når hun hørte stemmer. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg kunne kun holde om hende og sige 'så så, Signe',« siger Poul Nyrup.
Som kan få ondt i hjertet ved tanken om, hvor lidt såvel psykiatrien som det almindelige kendskab til den har flyttet sig på de 30 år, der er gået, siden hans datter valgte at tage sit eget liv.
»Når hun havde det dårligt, kunne jeg køre hende ned på Sankt Hans, og så skete der jo ikke noget. Der var ikke en forståelse af, at et psykiatrisk lidende menneske er et helt menneske ligesom du og jeg. Og at de i lange perioder har det godt,« siger han og savner en blødere og mere menneskelig tilgang til 'patienterne'. At psykiatrien bliver 'folkeliggjort'.
Hvilket han med dokumentaren håber at kunne bidrage til.
Uanset hvad kan tiden ikke skrues tilbage. Signe får han ikke igen. Men at hun ikke levede forgæves, bestræber han sig gennem sit virke hver dag på at bevise. Ved at være åben om den smertefulde bagage, han bærer rundt på.
Reaktionerne på den i form af mails og breve har da også været overvældende, og rører ham dybt. Som nu da en mail tikkede ind, mens han var gæst i 'Aftenshowet' forrige uge. Fra en seer, som var indlagt på Sankt Hans sammen med Signe. Kendte hende, og kunne huske Poul Nyrups mange besøg.
»Jeg har planer om at drikke en kop kaffe med ham, så snart det kan lade sig gøre,« smiler Poul Nyrup, som bliver stærkt bevæget over de kærlige spor, som hans datter har sat i andre mennesker. Og hvor meget hun ville have sat pris på at vide det.
»Jeg kan huske, at kort før vi tog til Grønland, og Signe tog sit eget liv, kørte jeg hende til Sankt Hans og fortalte hende, at en veninde havde afleveret et brev til hende, hvor der stod 'Signe, du har stadigvæk en plads i mit hjerte'.«
»Så mærkede jeg et lille klem på mine hænder fra Signe. 'Skrev hun virkelig det?'. 'Ja, det gjorde hun',« smiler Poul Nyrup ved mindet.
»For Signe havde et stort behov for at blive elsket, og derfor betød veninderne også meget for hende. Og derfor bliver jeg stadig meget berørt, når hendes veninder fra psykiatrien kommer forbi og lægger blomster på hendes grav. For så er det som at hun er der. Lige der. Et lille kærligt strøg.«
LIVSLINJEN
Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen. Kontakt Livslinien på telefon 70 201 201, eller læs mere på www.livslinien.dk.
