Knap en halv million kroner brugt af forsvaret til en podcast med komiker Christian Fuhlendorff. 

Det kunne B.T. afsløre tilbage i februar. Dengang vakte det en del kritik.

Nu er den gal igen.

Det er nemlig kommet frem hos DR, at de 453.000 kroner, som forsvaret har brugt på Fuhlendorff-projektet, der skal hverve folk til officeruddannelserne, tæller med i de to procent, Danmark skal bruge af bruttonationalproduktet på forsvaret.

Det har Troels Lund Poulsen oplyst i et skriftlig svar til Folketingets forsvarsudvalg. Noget, der vækker harme.

»Det er at snyde på vægten. I mine øjne kan man ikke indregne en podcast i Nato-bidraget,« siger Alex Ahrendtsen, forsvarsordfører for Dansk Folkeparti.

Han mener, at de andre Nato-lande skal kunne hvile trygt i, at de milliarder, Danmark sender i retning af de to procent, bliver brugt på soldater, våben og investeringer.

For nyligt afdækkede B.T. noget af den kritik, der ligeledes i første omgang opstod om podcasten.

Blandt andet at den sendte et useriøst signal om noget, der er dødeligt alvor, ligesom at det virkede som en stor pris for en podcast.

»Jeg er jo ikke ekspert i rekruttering eller kampagner, men det lyder godt nok som et højt beløb. Det lyder som en del penge,« sagde Caspar Stefani, der er officer i hæren og tidligere folketingskandidat for Konservative.

»Der mangler jo penge til ammunition og alt muligt. Jeg er med på, at der er et budget, men jeg synes, det lyder som mange penge for en podcast. Det er klart, at jeg godt kunne finde andre steder, man kunne bruge den slags penge.«

Læs mere om kritiken her.