Han skulle slet ikke have siddet her. Her i stuen, der oser af hende. Oser af deres liv sammen. Men sådan blev det. Mod hans vilje.
»Jeg må finde mig i, at der er et liv efter døden,« siger Ebbe Preisler stille. Med et konstaterende skuldertræk.
»Så jeg lever, fordi jeg nu gør det. Men den store appetit, den har jeg ikke. Jeg er ikke rigtig sulten på det.«
Det var den 27. december – midt i efterdønningerne af julefreden, som havde sænket sig over det ganske land – at nyheden bragede ud overalt.
'Mand sigtes for at have dræbt sin hustru efter kronik om at dø sammen' lød overskriften.
Manden var Ebbe Preisler og overskriften den første af hundredvis af artikler de følgende uger, hvor sagen blev dækket intenst, og hvor aktiv dødshjælp kom på alles læber.
Dén, som 81-årige Ebbe Preisler havde udøvet på sin kone.
Bagefter tog han sit eget liv. Eller forsøgte. For sundhedssystemet nåede at gribe ind. Redde ham. Mente det.
Nu er han sigtet for drab. Afventer, om han bliver tiltalt og efter hvilken paragraf.
»Der kan gå mange måneder,« siger han om det limbo, han befinder sig i.
Men det er ikke det eneste limbo i Ebbe Preislers liv.
For den prostatakræft, som i årtier har ligget i dvale indeni ham, spiller ham nu også et puds. Har udviklet sig eksplosivt.
Det vender vi tilbage til.
Først historien om Ebbe og Mariann. Og en kærlighed, som var så stor, at de ville gå i døden sammen.
Smilet i øjnene bag brillestellet er ømt, når han beskriver dén dag i 1968, hvor han mødte sit livs kærlighed. Ombord på færgen mellem Hundested og Grenå.
Dér sad de, i hver deres ende af restauranten. Med hver deres bog. 25 år gamle.
Kort før færgen lagde til, ville han ud på dækket for at trække luft. Men ved døren – hvor hun sad ved siden af – greb skæbnen fat i hans arm. Ville ikke åbne den.
'Sidder der nogen her? Må jeg give en kop kaffe?' spurgte han hende.
»Hun var mørk, sort hår, brune øjne, ret kraftig af statur. Ikke en spirrevip, ikke en yndig blondine,« mindes Ebbe Preisler og husker, hvor snakken mellem dem bare flød helt naturligt.
Få dage senere sagde hun sin lejlighed og telefon op. Flyttede ind i hans i indre København.
»Fra da af var vi sammen. Det stod bare skrevet i stjernerne,« smiler han.
»Det er sgu da en sød historie,« tilføjer Ebbe Preisler, som kort efter blev gift med sin Mariann. Og med ankomsten af børnene Jonas og Louise blev en rigtig lille familie.
Parret var sammen i alt, havde et rigt liv. Som filmproducent og instruktør havde Ebbe Preisler kontor hjemme, ligesom hun som kunsthåndværker også arbejdede fra hjemmet.
De var i total symbiose. Døgnet rundt.
Selv ikke at Mariann i slutningen af 90erne fik konstateret Parkinson, kunne slå dem ud af kurs.
»Det tog vi meget roligt,« forklarer han.
»Vi har altid været meget pragmatisk indstillet. Så for os var det 'det må vi bare finde ud af'. På den måde gik livet videre, og Mariann og jeg kunne stadig meget sammen,« fortæller Ebbe Preisler, som nogenlunde samtidig fik konstateret prostatacancer.
»Det levede vi bare med. Nok var vi romantiske, men vi var samtidig sindssygt jordbundne.«
Selv er han efter eget udsagn født med et stort omsorgsgen. Er et pligtmenneske. Og i takt med, at Marianns Parkinson blev mere og mere fremskreden, påtog han sig pasningen af hende og blev ansat som hendes personlige hjælper 28 timer om ugen.
Men i efteråret 2021 blev hendes smerter voldsommere og voldsommere, og de vidste begge, at nu var tiden inde til at finde et plejehjem. Hvor hun flyttede ind 29. december samme år.
Hver dag var han hos hende. Som i hver eneste dag. 7-8 timer. Hjalp hende, læste højt for hende, talte om løst og fast. Eller holdt bare i hånden. Indtil sidste efterår.
'Vi vil meget gerne dø' lød overskriften på en debatskabende kronik i Politiken. Forfattet af Ebbe og Mariann Preisler.
»Jeg må indrømme, at det var min idé, tanken opstod spontant i mit hoved. Det var min vision, og jeg kunne godt lide den. Jeg synes, at den var køn og romantisk,« forklarer Ebbe Preisler, hvis tanke udsprang af, at Marianns tilstand var kraftigt forværret. At hun ovenpå en hospitalsindlæggelse fysisk og mentalt havde fået et knæk.
Så de talte om det. Frem og tilbage. Inden kronikken blev udgivet.
»Vi savnede ingenting, havde haft et fantastisk liv. Alle vores børn og børnebørn var det gået skidegodt. Vi følte, at vi havde gjort, hvad vi skulle. Så på den måde var vi enige om, at det er sgu o.k. det her.«
Forstod hun det?
»Ja. Hun forstod alt. Hun godtog den. Hendes bevidsthed var fuldstændig intakt.«
Endnu var det dog blot en 'romantisk tanke'.
Men dag for dag fik Mariann det værre. Og hans hjerte gjorde ondt. Så ondt, at tanken – som beskrevet i talrige artikler i blandt andet B.T. – anden juledag blev til virkelighed.
Ebbe Preisler tog livet af sin kone. Ifølge ham af kærlighed.
Så kyssede han hende farvel på panden. Som altid tre gange. Men denne gang for evigt.
Assisteret selvmord på begæring kalder han det.
Så tog han også sit eget. Men skæbnen greb ind. Og trak ham tilbage til livet. Mod hans vilje. Og med en mulig tiltale for overlagt drab som følge.
Det er den virkelighed, der har været Ebbe Preislers de seneste tre måneder. Hvor han – mod forventning – også har skullet forholde sig til sin sorg og sit savn. Til et liv alene. For første gang i 55 år.
»Bortset fra, at jeg har kol, har fået en stor maveoperation, fire dobbelte bypassoperationer og prostatakræft, så har jeg det godt. Forbavsende godt,« siger han.
»Men det er fysikken. Selvfølgelig er der en meget større mental del, som betyder, at jeg slet ikke har sluppet Mariann overhovedet. Og det har jeg ikke tænkt mig at gøre nogensinde.«
Han kigger rundt i stuen. Peger på malerier og decoupager. På skytsenglene. Smiler.
»Som du kan se, er hun allevegne og det skal hun blive ved med at være. Nærværende.«
Når livet trods alt er tåleligt, er det ifølge Ebbe Preisler fordi han har begravet sig i gøremål. En bog, mulige filmprojekter. Alt sammen udsprunget af den fornyede debat om aktiv dødshjælp, som hans sag har afstedkommet. Og som er blevet en af hans mærkesager.
»Jeg er forbandet dårlig til kun at nyde tilværelsen. Jeg skal have noget at leve for,« siger pligtmennesket.
Men forstår du de kritiske røster, som undrer sig over, at du den ene dag vil dø og den næste er overalt?
»Ja,« kommer svaret hurtigt.
»For jeg er jo livsduelig. Jeg er faktisk god til at leve, forstår signaler, tager de piller jeg skal,« siger Ebbe Preisler og fortsætter:
»Så derfor er det fornuftigt at spørge: undskyld, men er du ikke bare en hykler, der spiller komedie?«
»Er det ikke bare, fordi du synes, at det er spændende at være i rampelyset? Nu har du fået dine 15 minutters berømmelse, så kan du ikke snart holde kæft? Det kan jeg godt forstå.«
»Men jeg kan kun sige, at selv i min situation kan man godt registrere, at man er mæt af livet og godt vil have, at andre ældre tænker efter, om de ikke kan have samme fornemmelse af ikke at behøve mere, at have haft et godt liv,« siger Ebbe Preisler om endnu en af sine mærkesager.
»Jeg vil gerne gøre en forskel. Og som en psykolog sagde, har jeg fået en platform, så brug stemmen.«
Så det gør han. Og prøver at leve livet uden for meget klynk.
»Er man i live, er man nødt til at være i live på en måde, så man er til fornøjelse for sine omgivelser. Og i videst muligt omfang for sig selv,« siger Ebbe Preisler. Og så smiler han.
LIVSLINJEN
Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen. Kontakt Livslinien på telefon 70 201 201, eller læs mere på www.livslinien.dk.
