Bunken ligger på hans spisebord. Hundredvis af sider. Tætskrevne.

»Det er gået alt for hurtigt,« siger 81-årige Ebbe Preisler. Med et næsten ærgerligt smil. Om den bog, han har skrevet. Seks uger tog det. Den vender vi tilbage til.

Da den tidligere filmproducent for knap tre måneder siden blev løsladt efter 14 dages varetægtsfængsling, var hans første ord til den ventende presse, at han måtte finde en mening med livet. Bruge det til noget. Noget vigtigt.

Forud var gået en af de mest omtalte drabssager i nyere tid. En sag, hvor Ebbe Preisler havde taget livet af sin parkinson ramte hustru gennem 55 år, og derefter forsøgt at tage sit eget, så de kunne dø sammen som aftalt.

Ebbe Preisler ved spisebordet, hvor han er ved at samle de sidste brikker i det puslespil, der bliver til en bog om sagen.
Ebbe Preisler ved spisebordet, hvor han er ved at samle de sidste brikker i det puslespil, der bliver til en bog om sagen. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Men skæbnen ville det anderledes. Ebbe Preisler blev fundet og fyldt med modgift.

Han blev sigtet for drab i den stærkt omtalte sag, som først ventes at komme for retten til efteråret, hvor en dommer skal tage stilling til hans forbrydelse.

Den, som han selv kalder 'assisteret selvmord'. Som parrets børn har kaldt 'en kærlighedserklæring'. Som altså skulle have haft en for dem 'happy end'.

At de gik i døden sammen.

Men Mariann gik alene. Og nu er det dét, Ebbe Preisler er her på jorden. Alene.

Som producent af hovedsageligt dokumentarfilm har han gennem sin lange karriere ofte brugt sin stemme i hjertesager. Det er dén, han igen har fundet frem. For at gøre en forskel.

»At jeg nu er helt fri til at disponere alle timer i døgnet er meget nyt,« siger Ebbe Preisler, som i hele Marianns lange sygdomsforløb har passet og plejet sin kone.

Mariann Preisler mens hun stadig havde sin førlighed.
Mariann Preisler mens hun stadig havde sin førlighed. Foto: Bax Lindhardt/Privat
Vis mere

»Så det er en meget stor del af mit liv, der er blevet tomt. Men jeg er også et stort pligtmenneske. Så jeg skal have noget at leve for.«

»For mig er der kun liv efter døden, så længe jeg har et eller andet meningsfyldt at lave. Jeg er forbandet dårlig til bare at nyde tilværelsen,« uddyber Ebbe Preisler, som har valgt at tage psykologens ord til sig.

Om at have fået en platform. Og bruge den.

»For det kunne da godt være, at der var en mening med det,« siger han om selv at være i live.

Dødshjælp og tanker om alderdommen er således to af de emner, som Ebbe Preisler har gjort til sine nye hjertesager.

For udover gennem en årrække at være tilhænger af aktiv dødshjælp, er han modstander af, at vi mennesker af sundhedsindustrien skal holdes i live for enhver pris. For længe.

»Undskyld mig, har vi pligt til at leve til den bitre ende?« spørger han.

Ebbe Preisler kender sit eget svar og tror, at mange ældre mennesker har det som han.

»Fornemmelsen af ikke at behøve mere. At have haft et godt liv. Jeg er ikke forslugen på, at jeg skal nå at opleve et eller andet. Jeg er ikke sulten mere,« forklarer Ebbe Preisler om de følelser, som var årsagen til, at han ville gå i døden med sin kone.

Næsten dagligt besøger Ebbe Preisler sin kones gravsted.
Næsten dagligt besøger Ebbe Preisler sin kones gravsted. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Hvis det var lykkedes for mig også, så havde jeg haft det fint med det. Også i dag. For jeg bliver ikke mere forelsket i livet sådan som det er nu.«

»Mit liv er jo på vej til at blive et aleneliv, følelsen af 'hvorfor er jeg her overhovedet?' Jeg må have noget at være noget for.«

»Så kom bogen der. Ummmm,« siger han og gnider sine hænder.

»Men jeg skrev den jo alt for hurtigt. Det tog mig seks uger at skrive en bog på et par hundrede sider.«

»Så derfor er jeg glad for mulige samarbejder med et par selskaber, som har henvendt sig for at ville lave en film om aktiv dødshjælp. Jeg skal nok få tiden fyldt op på en eller anden måde.«

Han smiler. Klapper bunken på bordet. Dén, som kommer til at hedde 'Mæt af dage' og udkommer på Gyldendals forlag til efteråret.

Dét forlag, der vandt.

»Jeg er sgu aldrig blevet kontaktet af tre forlag før,« griner Ebbe Preisler og fortsætter:

»Men at jeg skulle tage livet af min kone og mig selv, før jeg blev interessant nok, det kunne jeg måske nok have undværet. Men nu er det altså sådan, det er.«

»Med det temperament og sind jeg har, passer det mig selvfølgelig meget godt, at der kommer en bog ud af det og måske en film.«

»For jeg gerne vil gøre en forskel. Ligegyldigt hvad jeg gør.«

LIVSLINIEN
Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen. Kontakt Livslinien på telefon 70 201 201, eller læs mere på www.livslinien.dk.

Læs også: