Hun har gemt dem på sin telefon. Allesammen. 42 beskeder. Som en reminder om, hvordan det var. Hvorfor det var godt, at han fik fred. Hendes far Erik Brandt.
»Halvdelen af dem lyder 'hvor fanden er du?', 'hvor bliver du af?' og 'du kommer aldrig'. Indtalt fem minutter efter, at jeg er gået,« genfortæller Emilie Brandt og fortsætter så:
»Den anden halvdel: 'du er så dejlig, jeg kunne ikke gøre det uden dig, du er det bedste, jeg ved',« smiler hun og ryster på hovedet.
»Så jeg har været igennem HELE forløbet, har været til stede i det, og derfor er jeg også okay med det. Og det var jeg også sidste år, da han døde,« siger hun om den lettelse, som bor side om side med sorgen og savnet.
11. marts sidste år sov hendes far Erik Brandt stille ind. Fik fred fra den verden, han ikke længere følte sig hjemme i og et liv som havde budt på nogle tumultariske, uværdige og opslidende sidste år.
År, hvor han – som du forleden kunne læse i B.T. – ønskede sin datters hjælp til at dø.
Helbredet skrantede. Han blev lænket til en kørestol, fik konstateret demens. Og at han i 2021 måtte flytte fra sin herskabslejlighed i indre København til en beskyttet bolig på et plejehjem, gjorde ikke livet mere tåleligt.
»Det var skide svært,« siger Emilie Brandt ligeud om den rolle, hun og hendes søster Julie i de år tog på sig. Hvor hun seks dage om ugen besøgte ham.
»Jeg var der for min far, og han var vidunderlig og sød og dejlig, og vi var tætte og kunne have det skidesjovt, og der er mange gode minder.«
»Men det, der står tilbage fra de sidste par år, er fra hans sygdom, så jeg er kun lettet over, at han har fået fred.«
»For han skammede sig også over at være bundet af alkohol og en kørestol, og syntes jo ikke, at det var værdigt at sidde i en beskyttet lejlighed og komme ned og spise med nogen, som nok var på hans egen alder, men det var ikke sådan, han så sig selv,« fortæller Emilie Brandt, som har været meget åben om sine følelser omkring sin fars død på de sociale medier. Også sin lettelse.
»Jeg elsker selv når folk deler ud, også af deres sårbarheder, og jeg deler meget. Nogle synes for meget, men dem om det,« siger hun med et skuldertræk.
Selv er Emilie Brandt blevet 52 år. Mor til to børn. Succesfuld reklamefilmsproducer. Har på mange måder fået sit på det tørre. Ved egen hjælp.
Nu er hun 'forældreløs'. Og har forliget sig med det. For alternativet var værre.
»Han var jo på vej væk, var begyndende dement, glemte ting, og var ked af det og bange om natten, når han vågnede og ikke vidste, hvor han var.«
»Jeg forholder mig til det sidste, der var. Og hvis det var der stadigvæk, var det ikke godt for ham. Så jeg var taknemmelig over, at Vorherre, Universet eller hvad ved jeg, tog far til sig,« siger Emilie Brandt så. Og tilføjer med et afklaret smil:
»Jeg husker det gode, men jeg er ikke ked af, at han ikke er her mere. For det var ikke en god version.«
