En moden kvinde i sin bedste alder. Mor til fire. Forbillede og ikon. En royal stjerne.

Sådan kan man kort beskrive kronprinsesse Mary, som 14. januar bliver dronning af Danmark og dermed tager endnu et stort skridt på dén rejse, som blev indledt for knap 24 år siden.

Dén, hvor Amors pil ramte plet på en bar i Sydney og dermed beseglede hendes skæbne.

Havde den 28-årige Mary Donaldson den dag i starten af september 2000 stolet lidt mere på sin interesse for mystikken, var det næppe kommet som en stor overraskelse, at hun skulle ende op som dronning af Danmark.

To uger før mødet med kronprins Frederik blev hun nemlig lokket indenfor hos en tarotkvinde i Sydneys hippiekvarter.

Og det var bestemt ikke tungetale, som den unge Mary fik med på vejen. I klare vendinger fik hun at vide, at hun snart ville møde 'a worldly man', en verdslig mand.

Et kys på havnen i Sandy Bay.
Et kys på havnen i Sandy Bay. Foto: Jørgen Jessen
Vis mere

 At hun ville blive berømt, en stjerne, at hun ville flytte til Europa og blive én, som blev både set og hørt.

»Så jeg gik derfra og syntes, at – nå ja – det var da meget sjovt, men heller ikke mere,« genfortalte Mary i portrætbogen 'Under bjælken'.

I bogen beskrev hun også, hvordan hun på dét tidspunkt følte sig rastløs. At hun befandt sig ved en korsvej. Alligevel tænkte hun ikke mere over tarotkvindens ord. Før nogle uger senere.

»I lyset af, hvad der siden skete, husker jeg det klart den dag i dag.«

16. september mødte hun nemlig Frederik. Og hendes liv blev aldrig det samme igen.

Men det var ikke kun de ydre rammer – at det snart var slut med bare at hænge ud med vennerne, med at være en fri karrierekvinde, der kunne træffe egne valg – som forvandlede sig for den unge Mary Donaldson.

Forude ventede imponerende slotte med bonede gulve, højloftede balsale og etikette inden for alt, hvad hun foretog sig. Hende, der var vant til at gå i t-shirt, shorts og bare tæer hjemme i Tasmanien.

Eller som hun siden lidt befippet sagde til de danske journalister:

»Jeg mindes ikke at have drømt om, at jeg en dag ville være prinsesse. Jeg drømte om at blive dyrlæge.«

Mary Donaldson anno 2002, hvor hun og Kronprinsen var til bryllup i Frederiksborg Slotskirke.
Mary Donaldson anno 2002, hvor hun og Kronprinsen var til bryllup i Frederiksborg Slotskirke. Foto: Keld Navntoft/Nf-Nf/Ritzau Scanpix
Vis mere

Spoler man tilbage i billedarkiverne, ser man for alvor den vilde forvandling, som kronprinsesse Mary har gennemgået. Fra en ung kvinde med total tilbagelænet afslappet stil til et stilikon.

Gang på gang er kronprinsesse Mary blevet hyldet i ind- og udland for sin uovertrufne stil.

Eksempelvis har det amerikanske modemagasin Vanity Fair adskillige gange udnævnt hende til at være blandt verdens bedst klædte kvinder, og hun er optaget på magasinets 'Hall of fame'-liste over 'de evigt stilfulde'. Ligeledes har det engelske magasin Hello! flere år i træk kåret hende som verdens mest stilfulde prinsesse.

»Hun repræsenterer Danmark virkelig godt,« som blogger og modeekspert Heaven LeeMiller – der udelukkende beskæftiger sig med royale rober – tidligere har sagt til B.T.

Tilbage i 2000 gik Mary da også professionelt til værks, da det gik op for hende, hvad det var, hun var på vej til at gå ind til.

Blot få uger efter at hun havde mødt den danske kronprins – og begge havde erkendt, at de havde svært ved at leve uden hinanden – meldte hun sig nemlig til et kursus hjemme i Sydney. 'Starquest' hed det.

Over seks uger – og for lidt over 5.000 kroner pr. uge – skulle Mary Donaldson lære at gå og begå sig på bonede gulve.

»Hun var helt klart på selvudviklingskurs,« sagde stedets ejer Teresa Page dengang til Sydney Morning Herald og kaldte Marys transformation under kurset for 'amazing'.

Ved pressekonferencen efter, at deres forlovelse var blevet offentliggjort, viste Frederik stolt ringen frem.
Ved pressekonferencen efter, at deres forlovelse var blevet offentliggjort, viste Frederik stolt ringen frem. Foto: Jørgen Jessen
Vis mere

For ikke alene tabte hun sig, hun lærte også at 'omfavne rampelyset, udvikle et nyt jeg, sætte mål og realisere sin drømme'.

Det har kronprinsesse Mary formået at holde fast i. Hun er i den grad vokset med opgaven og udstråler en moden selvsikkerhed og stilsikkerhed. Er blevet den stjerne, som tarotkvinden spåede for snart 24 år siden.

Men det er ikke den eneste spådom, som er gået i opfyldelse.

I stigende grad er kronprinsesse Mary nemlig også blevet en, som ikke bare bliver set, men også lyttet til.

»En næsten aktivistisk royal, der bruger sin position til at skabe opmærksomhed om udsatte og sårbare grupper,« som Berlingskes tidligere kongehusekspert Thomas Larsen har beskrevet Kronprinsessen, der siden har kunnet tilføje 'rigsforstander' på sit cv, har stiftet hjertesagen Mary-Fonden og vakt opsigt i hele verden, da hun – som den første kongelige nogensinde – var protektor for regnbuearrangementet Copenhagen Pride 2021. Og altså om få dage i forbindelse med tronskiftet bliver dronning.

Men i tilgift fik Mary en kærlighed af de helt store.

Det er knap 24 år siden, at de mødtes første gang. 22 år siden, at hun flyttede til landet højt mod nord. 20 år siden, at de blev gift.

Kronprinsparret med deres fire børn prinsesse Josephine, prins Christian, prins Vincent og prinsesse Isabella.
Kronprinsparret med deres fire børn prinsesse Josephine, prins Christian, prins Vincent og prinsesse Isabella. Foto: Franne Voigt, Kongehuset/Ritzau Scanpix
Vis mere

Hun er blevet en moden kvinde på 51. Mor til fire børn. Men i den grad også en hustru, som åbenlyst elsker sin mand og gerne viser det offentligt.

»At vove er at tabe fodfæste en kort stund, ikke at vove er at tabe sig selv,« som hun sagde i sin tale til Kronprinsen på hans 50-års fødselsdag.

»Det kræver mod at turde satse. Men uden har vi tabt på forhånd. Jeg er lykkelig for, at du fejede benene væk under mig, og at vi vovede at falde for hinanden – ikke for en stund, men for livet,« fortsatte hun og rundede af med en reference til Frederiks tale til hende, da de blev gift i 2004:

»Du bød mig på vores bryllupsdag at komme og at se, hvad der ventede os i kærlighed, og jeg har nydt hvert et skridt og hver en udsigt.«

B.T. bragte oprindelig dette portræt, da kronprinsesse Mary fyldte 50 år. I anledning af tronskiftet bringer vi det igen, men har enkelte steder i portrættet tilpasset teksten samt tilføjet enkelte afsnit.

Hør også seneste afsnit af B.T.s podcast: