Esben Dalgaard er uhelbredelig syg med modermærkekræft. Det har den 47-årige skuespiller været meget åben omkring. 

Derfor kan han ikke lade være med at frygte, om det gabende hul i hans kalender skyldes, at filmfolkene måske er bange for, at han kradser af inden premieren.

»Lige nu er der tørke. Alle de ting, man har produceret, kommer så først ud nu her, men fremadrettet i min kalender er der pænt åbent - og det er mildt sagt!« lyder det med et grin.

B.T. møder Esben Dalgaard til gallapremieren på den nye Per Fly-film 'Hammarskjöld'.

Og her midt i mylderet af skuespillere, filmfolk og biografgængere med champagne i hænderne, kan Esben Dalgaard da også godt komme til at savne at være en del af et filmhold.

Men desværre er der ikke bud efter ham lige for tiden.

»Jeg kunne jo selvfølgelig godt blive lidt bekymret, om det har noget med min sygdom at gøre, hvis der er nogen, der er bange for at skulle bruge mig,« indrømmer Esben Dalgaard.

B.T. møder skuespiller Esben Dalgaard til gallapremiere på filmen 'Hammarskjöld' onsdag aften.
B.T. møder skuespiller Esben Dalgaard til gallapremiere på filmen 'Hammarskjöld' onsdag aften. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vis mere

Men ligesom i tilgangen til sin kræftsygdom, er den 47-årige skuespiller ukuelig optimist.

»Jeg synes, at hver gang jeg har et interview, så får jeg sagt, at jeg har det godt, og jeg er fuldt arbejdsdygtig og alt det der, så jeg tror også, det når ud,« lyder det med et grin og en indvending:

»Jeg tror simpelthen, at helt klassisk så svinger det lidt op og ned, og i øjeblikket har vi haft en lavkonjunktur, og den bliver jeg også ramt af.«

Derfor vil Esben Dalgaard i første omgang betragte det gabende hul i kalenderen som »en lille pause«.

»Og så håber jeg på, at jeg snart kommer tilbage!«

Arbejder som forfatter i stedet
Heldigvis behøver Esben Dalgaard ikke at gå hvileløst rundt og vente på, at telefonen ringer med en ny rolle.

Han har nemlig været godt beskæftiget med sin sideløbende karriere som forfatter.

»Jeg har lige sat det sidste punktum i min sjette bog om den her dreng, der hedder Morten Mortensen, i den bogserie, jeg skriver. Det er lidt særligt at sætte et afsluttende punktum, man er altid lidt, om det virkelig er nu, men det var det!« lyder det fra Esben Dalgaard.

Så han satte det sidste punktum og smuttede til onsdag aftens gallapremiere i københavnske Imperial.

Og her indrømmer han altså, at det stadig er skuespillet, der trækker mest i ham.

»Jeg elsker at sidde og skrive de her bøger, men jeg ville da også ønske, at der var lidt flere roller, end der går min vej lige nu,« indrømmer han til slut.