At bevæge sig ind på et område, der i den grad deler lejrene, har for podcastvært Frederik Dirks Gottlieb ikke været helt uden omkostninger.

»Man kommer til at gnubbe albuer med vilde typer. Både folk, som har travlt med at fortælle, at man tager fejl: ‘du er fuldstændig gak, hvad har du gang i?’ til de andre, som kigger på én, som var man nærmest messias,« fortæller han hovedrystende.

Det er tre år siden, at podcasten ‘Flyvende tallerken’ gik i luften på DR. En serie, hvor han sammen med astrofysiker Anja C. Andersen undersøger, om der er liv i rummet, og om vi allerede har haft besøg.

En interesse og nysgerrighed, som Frederik Gottlieb har arvet fra sin egen far, der hele sit liv var optaget af emnet. Så optaget, at han nærmest glemte sin egen søn.

Og 40-årige Frederik Dirks Gottlieb lægger da heller ikke skjul på, at han selv har måttet konstatere, at emnet er svært at lægge fra sig. Og at han bedre og bedre begynder at forstå faderens engagement.

Så meget, at han frygter sig selv. Og sin familie.

»Da jeg boede på Gammel Kongevej gik folk jo og ringede på min dørklokke, indtil min kæreste sagde ‘nu skal vi have hemmelig adresse’.«

»Jeg har lavet radio i syv år, været en offentlig person i et eller andet omfang, men jeg havde aldrig troet, at det var et program om ufoer, der skulle gå så meget bananas,« siger Frederik Dirks Gottlieb – som bliver kaldt ‘ufomanden’ på gaden – og ryster på hovedet.

I perioder har Frederik Dirks Gottlieb haft svært ved at slippe det fascinerende emne. Så svært, at han frygtede, at han selv var blevet skør.
I perioder har Frederik Dirks Gottlieb haft svært ved at slippe det fascinerende emne. Så svært, at han frygtede, at han selv var blevet skør. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

For selvom podcasten som nævnt nu kører på tredje år, vælter det fortsat ind med beskeder dagligt.

»Så blandingen af at sidde og læse dem, af alle de kilder jeg taler med – lige fra en efterretningsagent fra USA, som får mit nummer fra en kilde i regeringen, til konspirationsteoretikere der kontakter mig – til bare at snakke med Anja om universet?« siger han og ser næsten helt rundtosset ud, inden han fortsætter:

»Min hjerne koger helt over. Det er så intenst, at jeg på et tidspunkt vitterlig tænkte tanken ‘er jeg ved at blive skør?’ For jeg følte, at jeg forsvandt mere og mere ind i det.«

Hvilket gik mere og mere ud over hans egen familie.

»Der var helt klart en periode samtidig med, at vi flyttede ind her, hvor jeg tænkte ‘nu giver du lige dig selv en lussing, for nu har du trukket dig for meget, nu minder du for meget om din far’.«

»Jeg var ikke nærværende med mine børn, kiggede dem ikke i øjnene, interesserede mig ikke for deres liv, og forsvandt ind i mig selv. Det var næsten umuligt at lægge væk, lå hele tiden i baghovedet,« beskriver Frederik Dirks Gottlieb.

Som begyndte at føle sig som en tro kopi af sin fraværende far.

»Jeg har helt klart en tendens til ligesom min far at blive lidt uopmærksom. Men fordi jeg er vokset op med ham, er det også noget, jeg kan trække mig selv ud af igen, for jeg har set det first hand, så jeg ved, hvornår det bliver for alvorligt,« siger han. Og har forsøgt at begrænse den altopslugende interesse til et ni til 16 ‘job’.

Som han dog også deler med sine børn. Præcis som hans far forsøgte.

»Jeg har masser af børnetegninger med ufoer på. De synes, at det er sjovt og spændende,« siger Frederik Dirks Gottlieb. Og smiler så:

»Heldigvis er det dejligt sæsonbetonet, så jeg får pauser, hvor jeg kommer ud af kaninhullet.«

Frederik Dirks Gottlieb er aktuel med bogen 'Ufo-mysteriet'.

Fik du læst: