Det var kørt fuldstændig op i en spids. Han råbte. Skreg. Hamrede sin knytnæve op i bilens tag. Knaldede bildøren i og så gik han. Som en tikkende bombe ind i huset.
»Mine vredesudbrud den sommer var så vanvittig aggressive. De kom af ingenting. Og den dag var den indre atombombe nærmest klar til at sprænge,« siger Lars Rasmussen. Uden omsvøb. Om dén dag, der ændrede hans liv.
Den tidligere håndboldstjerne skulle blive 39 år, før vendepunktet indtraf i hans liv. Hvor han blev udredt med ADHD og autisme.
På hans cv stod imponerende sportspræstationer, som kan få enhver forælder til at svulme af stolthed. Også ham selv.
Men der havde altid været en bagside af medaljen. Noget havde altid givet ham benspænd.
Og over de seneste par år havde det hobet sig op inde i ham.
Akkumuleret sig til en mere og mere eksplosiv bombe, som altså var tæt på at eksplodere dén dag, hvor et banalt skænderi med kæresten om hvilken vej hjem, der var den hurtigste, fik granatsplinten til at rasle.
Så sagde hun med fast men rolig stemme:
'Pak dit lort og skrid eller bliv udredt – nu'.
»Først tænkte jeg, at hun var komplet idiot,« siger Lars Rasmussen om sin daværende kæreste Chanette, som var hende, der satte ham stolen for døren.
»Men jeg tog imod hjælpen i sekundet, hvor hun stillede mig det ultimatum. Bad hende forklare mig, hvad ADHD var, og fandt nummeret til Tønder Kommune. Det har altid reddet mig. At jeg gør noget ved det.«
47-årige Lars Rasmussen sidder ved bordet i det store samtalekøkken i villaen i Smørum vest for København, hvor han bor med sin nuværende kæreste Louise.
Stearinlysene blafrer, der er kanelgifler, kaffe og vand på bordet. Og en stak af den bog, som han netop har sendt på gaden.
'What the fuck, Lars?' hedder den. Med undertitlen 'Alle kan blive til noget'. Det er hans budskab, dét han gerne vil give videre til andre. At livet ikke slutter, fordi man har ADHD og autisme.
Det ved han nu. Men ikke dén dag hvor ekskæresten havde fået nok.
»Hvis ikke Chanette havde sagt de ord til mig den tirsdag eftermiddag, hvor vi kørte hjem og jeg smadrede taget på bilen, så tror jeg ikke, at jeg havde siddet her i dag.«
»Så havde jeg taget mit eget liv. Hun har reddede mit liv,« siger han med taknemmelighed i stemmen og husker, hvordan kampen mod dét, han kalder sine usynlige fjender, havde drænet ham så meget, at han ikke magtede mere.
Gad ikke leve
»For hvis det var sådan her, jeg skulle være, skulle Chanette ikke leve med mig, skulle ingen leve med mig. Så gad jeg ikke leve.«
»Sådan et menneske nægter jeg at være. For jeg ved, hvilket menneske, jeg oprigtigt gerne vil være. Det er enten eller.«
Og det blev enten.
Fra hans håndboldkarriere er det velkendt, hvordan pludselige vredesudbrud fløj ud af ham. Udbrud han ikke er i tvivl om, har kostet. Og lukket døre.
»For selvom jeg altid var glad og blev kaldt verdens sjoveste menneske, vidste de samme mennesker, at jeg pludselig kunne eksplodere, og at det kunne have en skadelig effekt på teamet. Og det har helt sikkert holdt klubber fra verdenstoppen væk,« mener han.
Men det eksplosive startede lang tid før det. Nemlig i skolen, hvor lille Lars måske nok var den stærkeste af drengene, men også den mest temperamentsfulde, der altid var god for ballade.
»De vidste, at jeg var sjov at gøre hidsig,« forklarer han om det stempel, han fik på sig. Og som var grunden til, at han som 11-årig smadrede klasseværelset, fordi hans lærer beskyldte ham for noget, som han for en gangs skyld ikke havde gjort.
»I afmagt begyndte jeg at kaste med stole og borde, og så brød jeg helt sammen, for jeg havde ikke lyst til at gå amok, jeg ville have forståelse,« forklarer han.
Til sidst lå han udmattet på gulvet. Mens lærerinden kom mod ham. I det han troede var forståelse og kærlighed.
»I stedet kiggede hun bare ned på mig og sagde koldt 'du er dét, man kalder et problembarn'. Og så vendte hun sig om og gik fra mig. Den kan ikke reddes. Aldrig nogensinde,« siger Lars Rasmussen med smerte i øjnene om den skelsættende episode.
Hidsigproppen
En episode, som ifølge den psykiater han siden fik tilknyttet i forbindelse med sin udredning, satte dybe ar i ham. Og forstærkede det mønster, der har fulgt ham det meste af livet.
Cementerede ham som værende anderledes, som hidsigproppen, der aldrig ville blive til noget.
Men det blev han.
Gennem sine samtaler med psykiateren, ved han i dag, at håndbolden for ham også var en ventil. En form for selvmedicinering.
I 2010 lagde han håndbolden på hylden for at prøve kræfter med mediebranchen, og først tre år senere vendte han tilbage til hjemmebanen. Som træner.
Men noget havde hobet sig op i ham. Og i foråret 2015 mærkede han bomben tikke indeni.
»Jeg frygtede hver time, hver gang jeg gik ud af døren. 'Går det galt for mig nu? Eksploderer jeg nu?'«
»Den frygt glemmer jeg aldrig. Jeg var hele tiden påpasselig for ikke at komme i karambolage med nogen,« siger Lars Rasmussen og husker, hvordan en simpel gåtur på fortovet kunne trigge ham, hvis andre ikke gik, som han forventede.
»Forestil dig at have det sådan hver dag? Det ene øjeblik at gå rundt og fløjte og være glad og så pludselig at tænke på at overfalde et andet menneske, fordi de går forkert på et fortov.«
Dråben, der fik bægeret til at flyde over, faldt som beskrevet i indledningen i august 2015. På køreturen med ekskæresten.
Så søgte han hjælp. Eller snarere: købte hjælp.
For som de fleste ved, er ventetiden lang, uanset hvor i landet man bor. Så lang, at Lars Rasmussen stadig kan komme op i det røde felt over, at det på de otte år, der er gået siden hans udredning, stadig er ventelister på fire til seks måneder.
Åben om diagnoser
Så han betalte sig fra det. I det private. Blev udredt og medicineret. Er glad. Og har siden valgt at være åben og ærlig om sine diagnoser.
»Det har gjort, at jeg føler mig glad og stolt i dag,« siger han og har gennem foredrag og nu en bog dedikeret en stor del af sit nye liv til at hjælpe andre. Ved ærligt at fortælle sin historie.
Ikke de store sejre på banen, men kampene indeni. Og hvordan han har overvundet dem.
Indimellem kan han stadig godt flejne ud. Især hvis medicinen er ved at fade ud. Men det er intet mod tidligere. Og han ved, at fortidens tanker om selvmord aldrig invaderer hans hjerne igen.
»Det lover jeg,« smiler han og fortsætter:
»Det er jeg sgu for glad og lykkelig til. Nu har jeg Louise og hundene. Og Louises to piger. Vi bor her, har et dejligt liv, og der er så mange gode ting i gang.«
Bogen 'What the fuck, Lars?' kan købes gennem Lars Rasmussens webshop.
Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen. Kontakt livslinjen på telefon 70 201 201, eller læs mere på www.livslinien.dk.
Læs også:
