Mark Stokholm blev pludselig rørt på live-tv tirsdag aften, da han under et interview med tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen fik en særlig besked.

»Jeg skal lige suge lidt luft ind, når jeg skal læse den her op. Tænk, at det er mig, der sidder og bliver berørt af det her,« lød det fra tv-værten i programmet.

I forbindelse med en ny DR-dokumentar 'Nyrup - Signes far' var Poul Nyrup Rasmussen i studiet for at tale om sin afdøde datter Signe, der kæmpede med psykiske problemer og tog sit eget liv blot 24 år gammel i 1993. 

Mark Stokholm ville undervejs i interviewet stille Nyrup spørgsmål fra seerne, og det var her, at én besked ramte den garvede tv-vært ekstra hårdt.

Beskeden kom fra seeren Finn, der kendte Poul Nyrups datter, da hun levede. De to var indlagt på samme tidspunkt.

'Jeg havde mange gode samtaler med Signe. Hun spillede guitar, jeg var musiklærer. Du kom hver dag og besøgte hende, og det havde jeg stor respekt for. Din datter var en sød, begavet ung kvinde,' lyder det i beskeden fra seeren.

Poul Nyrup Rasmussen selv bliver også stærkt berørt af situation i studiet og understreger over for tv-værten, at han meget gerne vil i kontakt med den pågældende seer efter udsendelsen.

»Tak for at sende den hilsen - den er lige på kanten af, hvad jeg kan bære, men det skal du tage som en stor tak,« lyder det fra Poul Nyrup Rasmussen.

Den tidligere statsminister har som konsekvens af datterens tragiske skæbne startet 'Det sociale netværk', der rådgiver unge med ondt i livet. 

Dokumentaren 'Nyrup - Signes far' kan ses på DR nu.