Hun har stået i situationen igen og igen. Foran mænd i jakkesæt og sagt kloge og velovervejede ord, men oplevet, at blikkene flakkede mod hendes barm, hendes krop. Hun har for længst fået nok. Men nu kan hun for alvor slå i bordet. Rette op på noget.

For i dag blev den kendte iværksætter fra 'Løvens hule', Mia Wagner, udnævnt til minister. For ligestilling.

Udnævnelsen kom som en stor overraskelse for de fleste, men for dem, som kender hende godt, er det et naturligt skridt.

For selvom også digitalisering ligger under den nyudnævnte minister, har netop ligestilling i mange år været hendes mærkesag.

»Det er direkte mærkeligt at se den forskelsbehandling, der er mellem mænd og kvinder i erhvervslivet. Som kvinde tror man, at det er én selv, der er problemet. Men det er systemet, den er gal med,« som hun i et interview med B.T. sagde for tre år siden.

»Jeg har skullet lære at rette ryggen, brede brystet ud og at tale højere for at blive hørt,« uddybede Mia Wagner.

Den 45-årige iværksætters stemme har dog været markant i mange år. Ikke mindst blandt kvinder, som netop har set hende som et forbillede.

Hun var 25 år gammel, da hun gjorde sin entre blandt de nålestribede jakkesæt. Dengang som advokatfuldmægtig i faderens advokatfirma, hvor hun tre år senere blev partner.

»Jeg valgte at blive advokat, fordi jeg blev enormt inspireret af min far. Jeg ville gerne gøre nytte og hjælpe til. Det ligger i min dna,« som Mia Wagner har sagt til Advokatwatch.

Men i 2017 havde både far og datter nået mæthedspunktet indenfor faget og valgte at bruge deres energi på familieforetagendet Freeway, som tæller 30 internetbaserede selskaber og blandt andet står bag dating.dk og lejebolig.dk.

Her fik hun posten som administrerende direktør. Og derfra gik det stærkt.

Det var med 'Løvens hule', at Mia Wagner for alvor blev kendt i den brede befolkning. Hes ses hun med Jan Lehrmann og Jacob Risgaard i programmet 'Løvens hule - velkommen til virkeligheden'.
Det var med 'Løvens hule', at Mia Wagner for alvor blev kendt i den brede befolkning. Hes ses hun med Jan Lehrmann og Jacob Risgaard i programmet 'Løvens hule - velkommen til virkeligheden'. Foto: Per Arnesen/DR
Vis mere

Hurtigt blev hun et navn, der i erhvervskredse var på alles læber. Og da hun det efterfølgende år blev valgt til at overtage den varme stol i 'Løvens hule' efter både Ilse Jacobsen og Birgit Aaby, tog det for alvor fart.

Også i den brede befolkning, hvor hun som eneste kvindelige løve blev hyldet for sine markante holdninger.

Men i 2022 stoppede hun i det populære program. For at forfølge dét markante skifte, hun havde taget året forinden. At gå solo.

Indtil da havde Mia Wagner nemlig haft enten sin far eller sin bror som chef. Hun ville stå på egne ben.

»Det er et meget stort skridt at sige farvel til familien. Jeg har det, som om der er en lukket dør bag mig, men en åben mark foran mig,« sagde hun til B.T. i 2021.

Men på den mark befandt sig også hendes to teenagedøtre. Som hun nu var alene med efter en skilsmisse i 2019.

Også på den konto skulle hun finde fodfæste. Ligesom en flytning fra Viborg – hvor hun var født – til Vedbæk midt under corona også krævede en del tilpasning.

I et stort interview med Alt for Damerne sidste år lagde hun da heller ikke skjul på, at de år var hårde, og at hun var ramt af stor skyldfølelse over for især sine børn, som hun efter skilsmissen havde rykket op ved deres rode og plantet i en bonusfamilie med en ny kæreste.

Men døtrene trivedes ikke i det. Hvilket først sent gik op for hende.

Mia Wagner med døtrene Carmen og Liva, som i dag er henholdsvis 17 og 15.
Mia Wagner med døtrene Carmen og Liva, som i dag er henholdsvis 17 og 15. Foto: Tariq Mikkel Khan/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Jeg følte, at jeg havde fejlet som mor. At jeg ikke havde været god nok til at tage deres behov alvorligt. Jeg syntes simpelthen ikke, at jeg havde gjort det godt nok som mor,« erkendte Mia Wagner i interviewet.

Forholdet til den nye kæreste brast dog, og hun har siden været single. En glad single.

»For første gang var jeg ene kvinde på skødet på huset og registreringsattesten på bilen og med bare en enkelt månedsløn og en pensionsopsparing. Det var skræmmende, og jeg var bange. Men det gav også en kæmpe følelse af frihed,« skrev hun i et opslag på Instagram tidligere i år. Og fortsatte så:

»Jeg bliver tit bedt om at fortælle om work-life balance, men jeg er faktisk ikke en work-life balance kvinde. Jeg er en enlig mor, som gør det, der skal til. Og ja, jeg har arbejdet virkelig mange timer for at nå hertil,« hed det i opslaget, hvor hun ikke lagde skjul på, at den livsstil, som hun havde valgt, havde givet hende meget og bestemt ikke været omkostningsfri. Men:

»Jeg har brug for plads til at gøre det, jeg tror på. At skabe et liv med muligheder for mine døtre og andre, som har vilje og mod.«

»Måske at være med til at lave lidt bedre plads til dig. Men nok mest af alt – at udleve min skabertrang og forfølge min retfærdighedssans. Derfor giver det hele mening for mig,« skrev Mia Wagner.

I sommer valgte hun dog at træde ud af virksomheden Nordic Female Founders, som hun sammen med Anne Stampe Olsen stiftede i 2020 for at øge diversiteten i dansk iværksætteri.

Men understregede dog på de sociale medier, at hun fortsat ville arbejde med kvinders vilkår i erhvervslivet. Som led i en ‘samlet dagsorden’.

Nu ligger den dagsorden helt bogstaveligt på ligestillingsminister Mia Wagners skrivebord. Og der er ingen tvivl om, at hun med til bordet har sin egen bagage.

For som hun i 2020 sagde i et interview med Berlingske:

»Det, der er med at være kvinde, er, at man simpelthen også er en, som mænd gerne vil gå i seng med. Det er et problem.«

»Det er helt tydeligt, at 10-20 procent af mine samarbejdspartnere, som er de her stærke alfahanner, ikke ved, hvad de skal stille op med den følelse. Om de skal gå i seng med mig, eller om de skal lytte til mig?«

Nu er det på Christiansborg, at Mia Wagner skal få alfahannerne til at lytte. Som medlem af Venstre og som minister. Om end hun allerede på sin første dag måtte vinke farvel til en af sine mærkesager.

Hun har nemlig været stærk fortaler for at indføre kønskvoter i bestyrelser og ledelser, så flere kvinder kom helt til tops.  En holdning, som Venstre er imod.

»Jeg bakker op om den linje, der er lagt,« sagde Mia Wagner til pressen, da hun som nyudnævnt ligestillingsminister blev bedt om at forholde sig til de divergerende holdninger.

Læs også: