B.T. tager i december temperaturen på de kendtes juletraditioner.

I denne uge ‘Alle tiders jul’ aktuelle Jeanne Boel, som har smidt håndklædet i ringen i forhold til én særlig ret og kun alt for godt husker dén jul, hvor hun kom til at tude, da maden kom på bordet.

For mig er det endelig jul, når….

»Når jeg hører Singers Unlimited synge ‘Joy to the World’, så er det for alvor jul for mig. Det er dén, der får mig i julestemning.«

»Arh, måske ikke hvis det er i oktober, men når vi nærmer os december i hvert fald.«

Mit forhold til julepynt er…..

»Godt, men med måde. Jeg går ikke julecrazy og har smurt hele mit hus ind i elektriske juleguirlander. Men du kan godt se, at jeg holder jul.«

»Jeg har juletræ, og jeg har pyntet op på mit flygel med et snelandskab, og der hænger ting ned fra lysekronen.«

»Det er ikke faste ting, der kommer frem. Der bliver skiftet lidt ud hvert år ud fra, hvordan jeg synes, at min jul skal se ud det år.«

Min mest kiksede juleaften var…

»Jeg har en lang tradition for hvert år at insistere på at lave risalamande. Og nu har jeg erkendt, at den opgave ryger i udbud.«

»Det går godt med anden, men der er et eller andet med mig og risalamande, der går helt i banjo, så jeg har haft en årrække af uheldigheder med den, hvor andre har måttet træde til i sidste øjeblik og starte forfra med risengrød.«

»Så nu har jeg bare sagt ‘I kan beholde jeres lort for jer selv. Jeg laver det ikke’.«

Den sjoveste julefrokost var….

»Nu er jeg flyttet til Sønderjylland, så jeg er langt væk fra damerne, men vi har i årevis haft en tradition med at tage ud og spise julefrokost med hele udtrækket og gaver.«

»Det plejer at være skide skægt, så jeg skal blankt erkende, at det som regel er en god idé at tage en taxa hjem.«

»Nu er jeg blevet så gammel, at man ikke længere gider nå derud, hvor det bliver pinligt, men jeg kan huske én gang, hvor jeg lærte hele bordet at spise blodpølse.«

»Vi nåede til et punkt, hvor vi sad i vores lille plimmelim og byttede retter med nogle af de andre borde.«

»Så fik de vores mørbrad i flødesauce, hvis vi måtte få deres blodpølse. Og det måtte vi godt.«

Jeanne Boel og Jan Linnebjerg i en kærlig Pyrus-omfavnelse.
Jeanne Boel og Jan Linnebjerg i en kærlig Pyrus-omfavnelse. Foto: Nils Meilvang/NF/Ritzau Scanpix
Vis mere

Det er vi altid uenige om….

»Vi er altid uenige om størrelsen på gaver. Jeg prøver hvert år at indføre en regel, at vi voksne bare køber én stor gave til 500 kroner hver, og så var det ligegyldigt, hvem der fik den.«

»Så holdt man den op og sagde ‘hvem skal have den her’. En generel gave som alle kunne bruge i stedet for en til dig fra mig med alt det, vi dybest set har allesammen.«

»Men jeg er ikke udkommet med den idé endnu, for det er kun mig og min svigerinde, der synes, at det er en god idé. Alle andre bliver sådan lidt småfornærmede. De vil åbenbart bare have deres egen.«

Mit forhold til julegaver er……

»Jeg elsker faktisk at modtage julegaver, og jeg elsker også at købe dem, så det er ikke nær det. Men jeg synes bare, at vi har så mange ting allesammen allerede.«

»Eller også skal man simpelthen følge vores kulturminister og give nogle oplevelser. For vi har alt det i rustfrit stål, som vi behøver.«

»Prismæssigt ligger vi nok i 500 kroners lejet. Arh, min mand Klaus får sgu nok for lidt mere, men deromkring i snit.«

Dén tradition skal de ikke røre ved…

»And juleaften.«

»Altså jeg havde det meget stramt den jul hos min svigerinde i Nordjylland, hvor der blev serveret lam. Jeg kan huske, at min mor og jeg kiggede på hinanden og tænkte ‘rør blot ikke ved min gamle jul’.«

»Det var jo fordi, at hun havde noget dejligt lokalt lam liggende i fryseren, og de ville jo bare servere det bedste. Og det var med juletilbehør til. Rødkål og brune kartofler. Vi gik ikke ned på det, men det var virkelig weird.«

»I hvert fald inden vi startede med at spise det, for jeg er nødt til at sige, at det smagte skidegodt. Men jeg var virkelig ved at få kvababbelse og kom til at tude, kan jeg huske.«

»Men jeg er et andemenneske og har også engang haft en frossen and med i kufferten, fordi jeg skulle holde jul i Spanien.«

»Der skal være and juleaften, og så behøver vi ikke snakke mere om det.«

Når andre roder i risalamanden for at finde mandlen, bliver jeg….

»Har jeg nogensinde haft følelser omkring det? Det tror jeg faktisk ikke. Men jeg er da med på holdet, der sidder og råber ‘nej nej, man må ikke fiske’. Men det stikker ikke dybt.«

»Jeg er ikke selv én af dem, der fisker, og i år har jeg tænkt mig, at den skal portionsanrettes, og så kommer der en mandel i én af dem, så vi er fri for at sidde der og rode i skålen.«

»For det er jo ikke yndigt at se på. Æstetisk er det ikke smukt med risalamande i en stor skål. Når den første har taget, så ligner det lort.«

»Og der er også altid for meget. Men vi – altså dem, der gør det nu – laver altid meget, for der skal også være noget, hvis man bliver lidt gammelsulten i løbet af natten. Og helst også være lidt til dagen efter.«

Den sløjeste mandelgave jeg har købt var…

»Jeg har sådan en kasse med gaver, der er til når lokummet brænder, og jeg har glemt at købe noget.«

»Kassen består hovedsageligt af ting, jeg har modtaget, som ikke lige faldt i egen smag. Det er et skidegodt trick.«

»Så kommer det ned i den kasse, og man kan altid finde et eller andet i den. Men man må selvfølgelig sige til folk, at hvis du ikke bryder dig om den, så må du give den videre til nogle andre. For du kan ikke bytte den.«

Det bedste ved julen er….

»Det er svært at svare entydigt på, for der er mange ting ved julen, som er det bedste, og jeg hygger mig for eksempel utrolig meget med at gå og pynte op.«

»Men det bedste ved julen, det er nok forestillingen om julen. For den der romantiske juleaften vi forestiller os, hvor alt bare spiller, hvor der kører noget julemusik i baggrunden og børnene sidder og leger med ting på gulvet, og anden har fået perfekt sprødt skind, den eksisterer jo ikke i virkeligheden. Den eksisterer kun i drømmen.«

»For jeg kan da kun huske mig selv stå og kampsvede over en eller anden steg ude i køkkenet, selvom jeg har lavet den dagen før.«

Fik du læst: