B.T. tager hver uge temperaturen på de kendtes indkøbsvaner.

I denne uge influencer og forfatter Mascha Vang, som kan blive helt forarget over prisen på kakaomælk, men gerne køber et par hjemmesko til flere tusinde kroner. Og som sjældent kigger efter madvarer, når hun handler.

Til hverdag handler jeg altid i…

»Jeg handler ikke til hverdag, for vi bestiller måltidskasser fra HelloFresh. Og når der skal handles derudover, er det bedst, at det er min mand, der gør det. For jeg er så lang tid om at handle, at det er helt pinligt.«

»Jeg kan simpelthen ikke gå ind og købe en liter mælk på fem minutter. For når jeg kommer ind, kan jeg slet ikke styre det. Der er så mange ting, og jeg bliver så fristet.«

»Jeg kan have brugt 40 minutter og troet, at jeg kun har brugt fem. Og ofte ender jeg med nærmest ikke at købe noget, for jeg kan ikke beslutte mig.«

»Derfor er det primært min mand, der tager sig af det. Og han kan rigtig godt lide at gå i Bilka. Og hvad der ellers er på vejen.«

»Til gengæld er det mig, der altid bestiller vores måltidskasser.«

Hver uge handler jeg for cirka…

»Måltidskasserne ligger på 7-800 kroner om ugen, men derudover bliver der handlet en hel del ved siden af også, for hver anden uge er vi jo fem, og vi handler også til de øvrige måltider.«

»Men om det er 1000 eller 2000 kroner, ved jeg sgu ikke, for jeg har ikke noget budget for det, og det er meget tilfældigt.«

I mit køleskab finder du altid…

»Champagne. Altid. Et par flasker. Det er vi bare glade for. Og juice. For i weekenderne drikker jeg Mimosa, champagne med juice i.«

»Og hvis vi hygger os med noget mad, drikker jeg også altid champagne. Jeg drikker ikke vin og slet ikke rødvin på grund af min migræne.«

»Med udover det har vi også altid en skiveskåret blå Klovborg i køleskabet.«

Når jeg går i supermarkedet, impulsshopper jeg næsten altid…

»Slik. Men også alt andet. Jeg elsker netop supermarkeder, hvor jeg kan få alt andet end mad. Det er også lidt det, der tager meget tid.«

»For jeg elsker alle de små ting man kan få, om det så er karklude eller strømper. Eller julepynt. Og påskepynt. Jeg elsker det.«

»Når jeg går ind og handler, er det ikke maden, jeg går mest op i. Det er alt det andet, som ikke har noget med noget at gøre, og som min mand aldrig kunne drømme om at kigge på.«

»Jeg finder altid alt muligt, som jeg slet ikke vidste, at jeg manglede. Som juleduge vi aldrig får brugt. Jeg kan simpelthen ikke lade være med at købe det.«

»Så jeg kan godt mærke, at mine indkøbsvaner har ændret sig siden, at jeg flyttede til Kolding.«

»Jeg har jo stadigvæk en lejlighed i København, og der lader jeg mig ikke friste og handler faktisk kun ind til en let morgenmad. For der kan man få så meget lækkert mad ude i byen. Men sådan gør jeg altså ikke i Kolding.«

Mascha Vang med sin Troels, som hun blev gift med i sommeren 2022.
Mascha Vang med sin Troels, som hun blev gift med i sommeren 2022. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vis mere

Jeg kunne aldrig drømme om at bruge penge på…

»Læskedrikke og cereals. Det er simpelthen for åndssvagt og for dyrt. Sodavand og saftevand synes jeg er fuldstændig tåbeligt dyrt, og er ikke noget jeg selv drikker.«

»Og cereals nægter jeg at købe. Jeg gider ikke købe så meget luft og sukker, der er pakket ind i plastik og pap. Det synes jeg er helt vildt åndssvagt. Og spild af penge.«

»Så jeg kan ikke se nogen grund til, at børnene skal have de vaner. Holly skal sgu ikke spise cornflakes til morgenmad, der kan hun få noget havregrød eller havregryn eller en bolle med noget på.«

Mit forhold til tilbudsvarer er…

»Det er ikke noget, som jeg kigger efter og heller ikke noget, jeg går op i, men når jeg er ude at handle, og jeg for eksempel ser, at der er Matilde kakaomælk på tilbud til fem eller ti kroner, så går jeg helt bananas. Jeg elsker det. Så hvis sådan noget er på tilbud, så ryger det ned i kurven.«

»Nogle gange kan jeg blive helt forarget over, hvad ting kan koste, hvor jeg siger ‘nej, det vil jeg simpelthen ikke være med til’.«

»Jeg kan sagtens stå overfor min mand og sige: ‘jeg nægter at købe en bakke blåbær til 32 kroner’. Eller noget andet, som jeg synes er alt for dyrt.«

»Men jeg er selvfølgelig ligeglad med at give 8.000 kroner for et par hjemmesko, det rører mig ikke. Så det giver jo ingen mening, at jeg bliver jo forarget, når en Matilde kakaomælk kan koste 18 kroner.«

»Hold nu kæft… Det er også derfor, at han kan lide nogle gange selv at købe ind.«

Mit favoritsupermarked er…

»Jeg er glad for Bilka, for der kan man få alt. Men der er kommet en ny Meny i nærheden af os, og når jeg går derind, bliver jeg helt overrasket over, hvor mange lækre ting der er.«

»Det ligger desværre ikke på vejen, jeg kører. Men jeg kan godt finde på at køre en omvej for at komme derind. For det er virkelig lækkert.«

»Jeg ved godt, at mange synes, at det er dyrt. Men jeg går ikke så meget op i pris. Det er kun nogle enkelte ting, jeg lægger mærke til, når det lige slår mig. Så det er ikke sådan noget, jeg generelt tænker over.«

Mascha Vang er ikke specielt kræsen omkring supermarkeder, men......
Mascha Vang er ikke specielt kræsen omkring supermarkeder, men...... Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix
Vis mere

Til gengæld sætter jeg aldrig mine ben i…

»Jeg er ikke kræsen, men behovsstyret. Så hvis jeg mangler noget, kører jeg bare ind i det, der er nærmest, og jeg kommer tættest på.«

»Men de gange jeg er kommet i Lidl, har jeg været irriteret, fordi deres prisskilte står ovenover alle varerne. Så siger jeg altid til Holly, at hun skal huske mig på, at det er her, vi ikke skal køre ind.«

»Og så er jeg faktisk også ret styret af, at de nogle steder kun har de store kurve, man kan trille med. Der kan jeg godt køre ret langt for at undgå dem, for dem gider jeg ikke altid.«

»Hvis jeg skal have noget hurtigt, er det så irriterende for et lille menneske som mig at handle dér, hvor de kun har rullekurve. Så kører jeg gerne en omvej for at handle et sted, hvor der er en lille kurv.«

Det putter jeg i indkøbskurven, hvis det skal være ekstra lækkert...

»Jeg laver ikke mad. Og det er noget som hele familien sætter pris på, at jeg ikke gør. Så det er min mand, der laver mad hver aften, og jeg tror, at hvis jeg skulle til at begynde på det, ville han nok se det som et attentat.«

»Når jeg står for maden, er det enten fordi, jeg har købt sushi eller inviteret ud at spise.«

»Men hvis det for mig skal være ekstra lækkert, er det noget med trøffel. Jeg er rigtig rigtig glad for trøffel.«

»Her forleden hvor jeg vidste, at han ikke var hjemme og skulle lave mad, købte jeg pasta og noget trøffel.«

»Man kan spice alt op med lidt trøffel. Alt hvad der er trøffel i, så ved jeg at det bliver dejligt.«

Det putter jeg i indkøbskurven, når det skal gå virkelig stærkt…

»Frysepizza. Jeg er storforbruger af frysepizza. Jeg elsker det. Det køber jeg faktisk altid, og de ryger ind i ovnen i en lind strøm.«

»Vi får sund morgenmad og sund aftensmad, hvor der er fokus på ingredienser, grøntsager og vitaminer, så til frokost tit hvis det skal gå hurtigt, og Holly kommer hjem fra skole og er sulten, smider jeg en frysepizza i ovnen, skærer i skiver og putter måske lidt trøffelolie eller frisk basilikum ovenpå, for at pifte den op.«