Han sad omringet af sin familie og sine tætteste venner. 22 var de i restauranten. Lækker mad på bordet. Vin og vand. Og taler.
»Det var en dejlig dag, men jeg var fandeme nervøs. At spille for 10.000 mennesker rører mig ikke en skid, men at blive fejret kan jeg slet ikke finde ud af. Der dukker jeg mig,« siger Niels Olsen med en hjertelig latter.
'Noller' som han også kaldes og kendes som af tusindvis af danskere.
For en uge siden rundede den kendte musiker og ene halvdel af Brødrene Olsen et skarpt hjørne. Fyldte 70. Og det var en stor dag i mere end én forstand.
»Det er fantastisk, at jeg sidder her i dag,« smiler han da også fra den behagelige lænestol i rækkehuset i Nordsjælland. Taknemmelig over overhovedet at være i live.
»Min kone siger, at jeg har ni liv,« tilføjer han så. Sender hende et kærligt blik.
Lyset vælter ind i den højloftede stue. Smuk kunst pryder væggene. En rollator står ved siden af stolen. En nødvendig rekvisit i dette liv.
Det er knap fem år siden, at livet, som han kendte og elskede det, ændrede sig for altid.
I foråret 2019 blev Niels Olsen ramt af blodpropper af hjernen, og måtte ufrivilligt trække sig fra musikscenen for en tid.
7. august dét år var dog han tilbage på scenen med storebror Jørgen til Smukfest i Skanderborg. Lukkede og slukkede festivalen med Grand Prix hittet 'Smuk som et stjerneskud'.
Men mens 50.000 mennesker skrålede med, var det for ham ingen fest.
»Jeg skulle virkelig tage mig sammen for overhovedet at komme ud af bilen og op på scenen,« mindes han.
»Du havde det virkelig ikke godt. Den var hård,« tilføjer hans kone Kirsten, som sidder ved siden af. Kan supplere, når ordene kniber. For det gør de stadig indimellem.
»Jeg ved altid, hvad jeg vil sige, men jeg kan fandeme ikke altid finde ordene,« forklarer han. Ærgerlig.
Kirsten og parrets børn var med på festivalen. Hun så fra sidelinjen, hvordan hendes mand kæmpede deroppe på scenen. Det gjorde ondt i hjertet. Noget var ikke helt godt.
Kort tid efter deres optræden blev Niels Olsen da også indlagt. Man troede, at han havde fået endnu en hjerneblødning.
Det havde han ikke.
Niels Olsen havde kræft. Uhelbredelig og sjælden. Diffus storcellet B-celle lymfom. I hjernen.
»De sagde til mig: 'du har 14 dage, måske en måned. Og hvis du er heldig får du to år'. De var klar til at give mig en sprøjte, så jeg kunne sove ind,« fortæller han.
Kirsten ryster på hovedet. »Det må de jo ikke,« korrigerer hun. Og han griner. Trækker på skuldrene.
Sikkert er det dog, at lægerne ikke troede på hans chancer for at overleve. Og slet ikke da det viste sig, at han ikke kunne tåle den kraftige kemobehandling, som var nødvendig for at forsøge at bekæmpe kræftcellerne, og de derfor måtte sætte dosen ned til det halve.
»Men næste gang de undersøgte mig, kunne de ikke se noget som helst. Det er helt vildt, du. Fuldstændig vildt,« fortæller Niels Olsen glad.
I den korte udgave lyder det som 'a-piece-of-cake'. Men faktum er, at han sammenlagt var indlagt i halvandet år. At følgesygdommene kom væltende.
»Du var jo helt væk i to uger, du fik svamp og var helt blodig i munden. Alle slimhinderne var ømme og helt tørre. Du fik mad gennem en sonde i halsen, havde så grimme bivirkninger,« minder Kirsten ham om.
For det var hende, der konstant var ved hans side, mens han svævede mellem liv og død. Levede – som hun selv beskriver det – i en på alle måder underlig tunnel-verden, hvor også covid-19 pludselig gjorde sit indtog og flyttede barren for Niels Olsens chancer for at overleve.
»Og en dropfod,« tilføjer hun så om følgevirkningerne og dét, der gør, at han er afhængig af rollatoren.
»Dét og det med ordene er sådan set det største problem,« indrømmer Niels Olsen, som må gå med en særlig dropfodsskinne for at kunne styre foden.
»Men det er der ikke så meget at gøre ved. Det går fremad. Det er helt vildt, at jeg er her endnu.«
Optimismen og livsglæden bobler da også ud af ham. Men at han ikke havde kunnet klare sig tilbage fra dødens klamme favntag alene, ved han udmærket godt.
»Det var Kirsten og børnene, Jørgen og Jacob (broderen samt vennen Jacob Haugaard, red.), der var med til at holde mig oppe. Du skal blive ved, du skal bare leve, sagde de. De reddede mig,« siger Niels Olsen taknemmeligt, men lægger ikke skjul på, at han ikke kunne have gennemført sin rejse tilbage til livet uden alle vennerne fra AA og NA, foreningerne anonyme alkoholikere og anonyme narkomaner, som har været hans faste støtter i alle de 27 år, han har holdt sig alkohol- og stoffri.
»Jeg tror ikke, at jeg havde klaret det uden dem.«
Men klaret den har han.
For nylig ringede en professor fra hospitalet til Niels Olsen.
'Du er så god som ny' insisterede han, mens en anden læge jokende kalder ham 'proppen'. For hans evne til at komme op til overfladen. Hver gang. Og der er han også nu.
»Hvordan jeg har det? Jeg går stadig og tænker lidt på, hvad der kunne have sket og hvad der kunne ske fremover. Det er klart. Det slipper ikke bare,« erkender Niels Olsen med et sjældent suk.
»Men jeg vil sige, at jeg har holdt humøret oppe. Måske har man ni liv, måske har man to eller ingen. Jeg må bare sige, at jeg har haft nogle stykker, for hvad jeg ikke har gået igennem med alkohol, hash og piller. Blodpropper og kræft,« siger han og ryster på hovedet.
»Nu er der gået fem år. Og de kan stadig ikke se noget. Det er mig uforståeligt,« smiler Niels Olsen, som ikke længere bliver scannet, medmindre symptomer indikerer, at kræften er vendt tilbage. Hvilket heldigvis ikke er sket endnu.
Men med kræften sluttede musikken. Var ikke længere forenelig med de senfølger, både den og blodpropperne har trukket i kølvandet.
Han savner den ikke. Har genopdaget sin gamle sin kærlighed til at tegne og male. Tilbringer timer dagligt ved spisebordet med sine farveblyanter. Fylder ark efter ark. Er glad.
Men, som du kan se og høre i videoen i indledningen, er musikken ikke helt død indeni Niels Olsen endnu. Hvilket hans kone Kirsten minder ham om.
»Du spillede da til din fødselsdag. Selvom din stemme var træt, kunne du godt.«
Niels Olsen smiler. Begynder at tromme brødrenes hit på lårene. Dén som han og bror Jørgen optrådte med til hans 70-års fødselsdag sidste weekend.
»Jeg savner lidt det kick at stå på scenen,« siger Niels Olsen med et lille suk.
»Men tænk engang,« fortsætter han så, manden med de ni liv:
»Så blev jeg sgu lige 70 år dér. Det er ikke til at forstå.«
