Østre Landsret har fredag stadfæstet en dom, som en 28-årig realitydeltager fik i Retten i Glostrup sidste år.

En realitydeltager, der er kendt fra blandt andet "Paradise Hotel" og "Robinson Ekspeditionen", er fredag blevet idømt tre måneders fængsel i Østre Landsret for vold mod sin ekskæreste.

Den 28-årige mand fik i februar sidste år sin tredje voldsdom ved Retten i Glostrup. Han ankede dommen, og det er den, som Østre Landsret fredag har stadfæstet.

Sagen udspringer af, hvad der skete 20. oktober 2022 i realitydeltagerens daværende kærestes lejlighed i Glostrup.

Retten har fundet det bevist, at han overfaldt hende ved at tage halsgreb på hende, rive hende i håret og tildele hende spark på benene og slag i hovedet.

Desuden holdt han en kniv op mod ekskærestens hals.

Sidste år i byretten sagde begge parter, at deres parforhold var præget af jalousi.

De to kom op at skændes, fordi manden havde sovet hos en veninde aftenen før. Derfor ville kvinden gøre det forbi med den 28-årige. Det førte til, at manden tog hendes telefon.

Derefter tog han kvælertag på hende og tildelte hende fire eller fem slag i ansigtet, forklarede hun i byretten. Han hev også fat i hendes hår og rev hendes trøje i stykker, har hun sagt.

Efter det gik manden ud i køkkenet, tog en kniv og pressede den mod ekskærestens hals.

Den 28-årige mand har nægtet sig skyldig og forsøgte at blive frifundet i landsretten.

/ritzau/