Søren Huss blev far for anden gang i starten af året.

Efter fødslen lød det blot kort, at musikeren og kæresten Christina Nerstrøms første fælles barn var smukt og velskabt.

Men nu åbner den private Søren Huss lidt op for den første »vilde« tid med den lille ny.

»Jeg skal lige tjekke, om jeg har gylp på skjorten,« joker musikeren, da han møder pressen forud for fredagens 'X Factor'-finale i Randers.

»Der er sket rigtig mange ting, så det er fantastisk. Jeg har det godt,« lyder det videre.

Den private musiker har dog ikke lyst til at røbe alt for meget om den nyeste tilføjelse til familien.

»Det er en dreng. Vi har besluttet os for et navn, men jeg vil ikke sige det,« lyder det med et smil fra Søren Huss.

Hans nye kæreste Christina Nerstrøm har en datter fra et tidligere forhold, og Søren Huss har i forvejen ligeledes sin 18-årige datter Ronja.

Datteren Ronja fik han med kæresten Camilla Jørgensen, som på tragisk vis omkom i en højresvingsulykke for 16 år siden, da hun på en cykeltur med datteren blev kørt ned af en lastbil.

I dag bor Søren Huss og Christina Nerstrøm med deres sammenbragte familie i musikerens byhus i Nyborg, som flamencodanseren købte sig ind i.

Fredag aften optræder Søren Huss i 'X Factor'-finalen, hvor han skal synge med deltageren Helene Frank – de fremfører ikke mindst en sang fra Søren Huss nye album 'Vi fik mere end vi kom for'.