Han kører ad snoede veje forbi palæ efter palæ i Hollywood Hills, indtil han når toppen. Så står han ud, sætter sig på en sten. Og tager en dyb indånding.

»Jeg kan mærke hende, når jeg står deroppe,« siger en rørt Carsten 'Soulshock' Schack.

»Tit snakker jeg til også hende, for ofte har jeg har øjeblikke, hvor jeg godt kan være i tvivl om jeg gør det rigtige nu, hvor jeg er alenefar,« tilføjer han om dét, der er blevet hans vigtigste mission. Sin søn.

Det er otte år siden, at hans trygge fundament slog revner. Otte år siden, at hans kone Maxee døde i en tragisk ulykke. For øjnene af ham.

Otte år, hvor han har kæmpet for at finde fodfæste igen. For sig selv og parrets søn Nicolaj, som i dag er 18 år.

Han har fundet det. Fodfæstet. Men efterdønningerne slår stadig igennem. Ikke mindst nu, hvor han med sin nye biografi 'Soulshock – succes, sorg og store stjerner' får ribbet op i det hele. Igen.

»Jeg ønsker ikke for min værste fjende at skulle gå gennem den tragedie,« siger han.

Jeg glemmer aldrig det blik
Med en kop te foran sig sidder den 55-årige verdenskendte musikproducer på et hotel i København. Selv efter 30 år i Los Angeles er hans aalborgensiske accent stadig tyk.

Bag ham, ved et andet bord, sidder sønnen Nicolaj fordybet i sin mobil.

Sønnen, som kun var ti år gammel, da han en februar aften i 2015 mistede sin mor.

Soulshock på ferie i København med sønnen Nicolaj kort efter den tragiske ulykke.
Soulshock på ferie i København med sønnen Nicolaj kort efter den tragiske ulykke. Foto: Privat/People's Press
Vis mere

Dén aften kom Soulshock sent hjem efter at have været i studiet med Backstreet Boys.

»Vi var på toppen, boede i vores store skønne hus oppe i Hollywood Hills, kørte i Porche og jeg ved ikke hvad. Livet var pragtfuldt,« beskriver Soulshock tiden inden.

Som altid havde Maxee stillet en tallerken mad frem til ham. Han skænkede et glas vin, råbte, om hun ville have et med. Og fik ikke noget svar.

Undrende gik han ud på terrassen. Og der lå hun.

»Undskyld, men jeg kan ikke…….« siger han med en stemme, der knækker.

I bogen beskriver han scenen. Hvordan Maxee lå i en pøl af blod. Hvordan han satte sig på hug ved sin kone, som var ved at forbløde.

'Hun så på mig på en helt særlig måde. Jeg glemmer aldrig det blik. Hendes hals var skåret op, og blodet pulserede ud', fortæller han i bogen.

Han ringede 911, og snart gennemskar lyden af ambulancer stilheden i Hollywood Hills. Reddere myldrede ind. Kørte hende til det private Cedars-Sinai Medical Center i Los Angeles.

Mistænkt
Men knap var ambulancen kørt, før hans hjem forvandlede sig til en amerikansk actionfilm, da en horde af betjente med hævede pistoler trængte ind i huset.

Som ikke alene behandlede ham som en mistænkt, men også sikrede rum efter rum i huset, vækkede den sovende Nicolaj på førstesalen og trak ham med ned i stueetagen.

»Det var et dobbelt traume,« siger han om den umenneskelige situation.

»Jeg måtte ikke se Nicolaj. De holdt os adskilt. Det varede måske kun ti minutter, men det føltes som ti timer,« husker han og er taknemmelig for den rutinerede sherif, som kort efter ankom, overtog sagen og fastslog, at der var tale om en tragisk ulykke.

Men også var ham, der kort efter måtte give Soulshock et kram og overbringe den værst tænkelige nyhed. At Maxee ikke havde overlevet.

Soulshock med sin kone Maxee, som han mistede i 2015.
Soulshock med sin kone Maxee, som han mistede i 2015. Foto: Privat/People's Press
Vis mere

Sammen med den dybe sorg stod én ting tilbage. Sønnen Nicolaj på ti. Som skulle have at vide, at Maxee var død. Som skulle hjælpes nænsomt gennem tragedien.

»Det var grænseoverskridende. Der knækkede jeg fuldstændig sammen,« siger Soulshock om at skulle fortælle sin søn, at han ikke længere havde en mor.

Og om at frygte, at Nicolaj bar rundt på en skyldfølelse.

Nicolaj har reddet mig
»Jeg opdagede, at han på et tidspunkt sagde 'jeg var jo hjemme'. Der tænkte jeg med det samme: »Gud skal han nu gå rundt og føle, at det er hans skyld?«

»At hvis han ikke havde ligget og sovet, kunne han have gjort noget,« siger han om den ubærlige tanke, der var plantet i hans lille søn, som politiets traumepsykolog hjalp med at få manet i jorden.

»Efter otte år synes jeg, at vi langt om længe er landet et godt sted. Men det var en af de ting, vi skulle igennem. For jeg var bange for, at det skulle sætte sig som skyldfølelse.«

Men at stå midt i en stor sorg og samtidig pludselig være alenefar til en lille dreng, krævede sin mand.

Alligevel lægger Soulshock ikke skjul på, at han er overbevist om, at det var – og er – dét, der har reddet ham selv fra at gå helt ned med flaget.

»Jeg kan ikke forklare det på anden måde end, at du går i overlevelsesmode. Han blev bare nummer ét, så på en eller anden måde hjalp det mig også, så jeg ikke gik helt i sort. Så jeg ikke faldt helt fra hinanden,« beskriver Soulshock, som i fem år lagde arbejdet som stjerneproducer på hylden for at være der for sønnen.

Og altså dermed endte med også at være der for sig selv.

»Hvis jeg havde været alene, så er jeg satme ikke klar over, hvad der var sket. Det må jeg indrømme. Gennem ham blev jeg konstant hevet ud af den her sorg.«

»Hans glæde ved at spille fodbold, lege med andre børn, var med til at få mig til at tro på livet igen. Fik mig til at grine midt i sorgen. Så faktisk tror jeg, at vi støttede hinanden.«

»Han kom gennem det via mig, men jeg kom fandeme også gennem det via ham. For når jeg var mest nede, så bankede han jo på døren og skulle til fodbold, i skole, have smurt madpakke.«

»Så på en måde fik hverdagen os gennem det. Vi har et utroligt bånd, ham og jeg,« smiler Soulshock og kigger kærligt over skulderen mod sønnen.

Smilet og latteren er vendt tilbage i Soulshocks liv. Takket være ikke mindst sønnen Nicolaj.
Smilet og latteren er vendt tilbage i Soulshocks liv. Takket være ikke mindst sønnen Nicolaj. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Fodfæstet har de begge fundet igen. Men Maxee er stadig en stor og vigtig del af deres liv.

»Vi har stadig billeder af Maxee i hele huset og snakker enormt meget om hende og kan også grine om hende nu.«

Soulshock smiler. Men ikke længe.

»Jeg har også en natbordsskuffe ved siden af sengen, som vi har alle hendes ting i,« starter han og må med bævende stemme indrømme, at den er hård at snakke om.

»Men det var noget, psykologen anbefalede. At vi skal have lov til at se på hendes ting,« siger han om sin afdøde kone, som han og Nicolaj kalder deres 'guardian angel'.

»Der er noget smukt i at have hende, vi er glade for, at vi har haft hende i vores liv, for hun var et helt fantastisk menneske,« siger Soulshock, som i dag føler, at dét, der de sidste otte år har været hans vigtigste mission, er lykkedes.

»Når folk spørger 'hvad er dit største øjeblik?' og forventer, at mit svar er at arbejde med Whitney Houston og Tupac, så kan jeg godt sige dig, at mit største øjeblik er, at jeg har fået ham igennem det her.«

»Det er sgu dét, jeg er mest stolt af. For hvis det er det værste, der er sket for mig, hvordan har det så ikke været for ham?« spørger han. Og kender svaret.

'Soulshock – Succes, sorg og store stjerner' er netop udkommet på forlaget People's Press