I 13 år har Thomas Castberg været en fast del af dommerholdet, der har bedømt håbefulde danskeres retter i tv-programmet 'Masterchef', men nu er det slut. 

Til B.T. fortæller den nu tidligere tv-dommer, at han i forbindelse med en kontraktfornyelse har valgt at stoppe som dommer. 

»Der er intet drama, og jeg tror da også, at hvis de selv kunne vælge, så var jeg blevet, men i forbindelse med ændringer hos Viaplay og min lyst til at prøve noget andet, så har vi valgt ikke at forny min kontrakt,« lyder det.

Thomas Castberg fortæller, at han har været fuldtidsansat i ti år hos Viaplay, og at ændringer i økonomien hos koncernen også har haft betydning for fornyelsen af kontrakten. 

Dommeren har vidst siden januar, at han ikke skulle være en del af den kommende sæson, der optages nu.

»Og selvfølgelig er det hårdt, fordi jeg har kendt de her mennesker i så mange år, vi har lavet over 800 programmer sammen. Jeg ved, de er i gang med at filme lige nu, og det gør da lidt ondt, men det er det rigtige at komme videre nu.«

Jesper Koch, Thomas Castberg, Dak Wichangoen og Jakob Mielcke har været en fast gruppe af dommere, men nu er de blevet en trio.
Jesper Koch, Thomas Castberg, Dak Wichangoen og Jakob Mielcke har været en fast gruppe af dommere, men nu er de blevet en trio. Foto: Bo Nymann/Photographer Bo Nymann/Ritzau Scanpix
Vis mere

Thomas Castberg ønsker at 'stoppe, mens legen er god', og det har den været længe. 

»Det har været helt fantastisk at være en del af 'Masterchef', og jeg savner dem da allerede, men jeg har også gang i nogle nye projekter.« 

Kokken vil ikke ud med præcist, hvad der er i støbeskeen, men det er umiddelbart ikke tv. 

»Det er det ikke, nej. Nu skal jeg selvfølgelig ikke kunne sige, hvad der sker i fremtiden, og jeg har intet imod at lave mere tv, men det, jeg har gang i lige nu, er noget andet.«

Thomas Castberg ønsker at vende tilbage til maden, som han har brugt hele sin karriere på. 

»Men det er ikke fordi, jeg er ved at åbne en restaurant, det vil jeg gerne slå fast. Det er noget, hvor der er tale om lidt større armbevægelser,« lyder det.

Ifølge Thomas Castberg har man i den nye sæson af 'Masterchef' valgt at køre med én dommer mindre efter hans afsked.

Der er derfor ikke tale om, at der er kommet en erstatning for dommeren.

B.T. har været i kontakt med Viaplay, der bekræfter Thomas Castbergs udlægning af forløbet. 

»Vi har været rigtig glade for at have Thomas Castberg som en del af 'Masterchef'-holdet, og vi ønsker ham alt det bedste fremover,« lyder det fra Kenneth Kristensen, programdirektør hos Viaplay.