»Det er faktisk ikke helt godt. Det er løgn.«

Stine Bosse fra Europabevægelsen måtte afbryde debatten i tirsdagens B.T. Live på Facebook.

Her blev brugerne spurgt om deres holdning til, hvorvidt EU skal bestemme, om Danmarks skal tage imod nogle af de flygtninge, der befinder sig ved EU’s ydre grænser.

Men da formanden for Europabevægelsen blev gjort opmærksom på den formulering, fik hun hurtigt påpeget, at forslaget om en såkaldt tvungen omfordelingskvote for længst taget af bordet. Derfor vil hun gøre op med myten om, at EU vil presse det ned over hovedet på Danmark.

I stedet har EU-Kommissionen nu foreslået, at Danmark sammen med de andre EU-lande  skal være med til frivilligt at tage imod flygtninge.

»Vi er nødt til at starte et sted. Og med den nye aftale kunne Danmark sige, at man er indstillet på at lette presset på Sydeuropa ved at modtage 5.000 eller 1.000 flygtninge hvert år,« lød Stine Bosses opfordring.

Hun understreger, at forslaget gælder flygtninge.

»Det er ekstremt vigtigt for mig at sige, at de mennesker, vi taler om, ikke er folk, der flygter uden grund. De er flygtet fra krige, som vi selv har været med til at føre eller har haft en interesse i. Og så er det folk, der er personligt forfulgte og risikerer at blive tortureret og mishandlet,« sagde Stine Bosse.

Sidste år afviste integrations- og udlændingeminister Mattias Tesfaye den omfordelingskvote, der var på forhandlingsbordet. Den betød, at EU skulle fordele flygtninge til medlemslandene.

»Vi risikerer, at vi indretter den europæiske flygtningepolitik, så det vil få endnu flere til at sætte sig i bådene over havet,« sagde Mattias Tesfaye blandt andet til Altinget.

Stine Bosse er skuffet over den danske regerings indstilling.

»I princippet kunne det være os. Så det er mig magtpåliggende, at vi ikke siger 'skide være med dem'. Folk bliver nødt til at begynde at forstå det. Vi skal hjælpe nogle få, men meget nødstedte mennesker,« sagde hun.

»Aldrig har verden set så mange flygtninge siden Anden Verdenskrig. Der er et enormt pres på de sydeuropæiske lande, og i Moria-lejren har vi set, hvor galt det kan gå. Der er heldigvis nogle europæiske lande, som frivilligt tager imod. Men vi har ikke taget en eneste.«