»Man kan få følelsen af, at der bliver tørret røv i min indsats, når andre gør noget, som ikke er ulovligt, men som 100 procent er stiktosset og grænsende til asocialt i forhold til, hvad landet kollektivt har gjort.«
Radioværten Majbritt Maria Nielsen blev med egne ord harm i hele kroppen, da hun så, at 15.000 personer søndag gik på gaden i København og demonstrerede mod racisme og politivold.
Hun har selv lidt afsavn til familie og venner og måtte samme weekend aflyse sin datters barnedåb.
»Jeg er nybagt mor til en unge på fire måneder. Hun har blandt andet en farmor, som ikke har immunforsvar. Så da min datter var en måned gammel, var det sidste gang, min svigermor havde vores barn i armene, for hun skal virkelig ikke have corona og har derfor isoleret sig,« fortæller Majbritt Maria Nielsen, der er vært på Radio 100 og forfatter til bogen 'Søsterskriftet'.
Hun understreger, at racisme er en forbandet ting, men undrer sig over, at det er i orden, at folk kan gå på gaden i så stort et antal.
»Jeg vil gerne være en god borger, udvise samfundssind, og jeg kunne godt tænke mig, at landet kom på fode igen. Derfor kunne jeg næsten ikke forstå, at det kunne være lovligt,« siger Majbritt Maria Nielsen.
Da demonstrationen blev afholdt, lød forsamlingsforbuddet stadig på 10 personer. Men det var alligevel fuldt ud lovligt, da forbuddet ikke gælder forsamlinger 'med et politisk eller andet meningsbefordrende øjemed', som det formelt hedder.
»Jeg kan sidde og blive helt ærgerlig over, jeg ikke kaldte det demonstration for barnedåb afholdt i min baghave. Så havde det været okay. Jeg er ikke læge eller virolog, men jeg havde ellers på fornemmelsen, at coronavirus var ligeglad med, om der er tale om havefest, konfirmation, bryllup eller en demonstration. Men det er åbenbart sådan, at man kan kalde det demonstration og så samles 15.000 mennesker og ikke udgøre smittefare,« lyder det sarkastisk fra Majbritt Maria Nielsen.
»Man er nødt til at vælge en retning. Ellers bliver vi, der følger retningslinjerne, til grin,« siger hun og henviser til, at ændringerne i epidemiloven allerede har været inde og pille ved basale rettigheder.
Hun mener også, at der er noget paradoksalt ved hele situationen.
»Det er pudsigt, at det handler om liv og lighed, og der så er en anden gruppe af mennesker, der kommer til at betale for det og allerede har gjort det i tre måneder.«
»Det må være svært at sidde på et ældrecenter og ikke have set sin familie i tre måneder og så se de her billeder. Det er til at få ondt i maven over.«
