Kickstarter-projektet DrinkMate er en tilføjelse til din Android-telefon, hvor du hurtigt kan finde ud af, om du bare er tipsy eller sejlende fuld.

Det var kun ét glas rødvin, du fik maden, men det var et stort et af slagsen. Kan du køre hjem, eller er du for beruset og må tage en taxa i stedet? Fremover kan du få svaret ved hjælp af DrinkMate, som i samarbejde med din Android-telefon kan fortælle dig, hvad din promille er og dermed også, om det er forsvarligt at sætte sig bag rettet.

DrinkMate er i bund og grund et alkometer, som du sætter til bunden af din telefon og derefter puster i. Efter kort tid fortæller en app på telefonen så, hvor meget alkohol du har i blodet.

Der har i de senere år været lanceret adskillige smartphone-alkometre, men i modsætning til mange af konkurrenter er DrinkMate både mindre og billigere. Derudover fortæller folkene bag, at alkometrets præcision skulle være helt i top med kun minimale afvigelser.

DrinkMate kræver desuden ikke noget batteri, men det er endnu kun kompatibelt med Samsung Galaxy S3, S4 og S5, Samsung Galaxy Note 3, HTC One, Motorola Moto X og Asus Transformer Prime og Infinity.

Tripper du for at få fat i et alkometer til din smartphone, inden årets julefrokoster banker på døren, må du nok krydse fingre for, at det kan lade sig gøre. DrinkMate er nemlig stadig kun et crowdfunding-projekt på siden Kickstarter, hvor interesserede bruger dog har støttet det så meget, at det har nået sit indsamlingsmål. Derfor kan det efter planen erhverves fra 1. december for ca. 130 kroner, hvis du vel og mærke har støttet projektet økonomisk.