En ny Sms-virus kan sende hemmelige SMS’er, der koster dig 10 kr. stykket. Så lad være med at installere tilsendte porno-apps, hvis du sidder med en Android mobil.

It-sikkerhedsfirmaet, Kaspersky Lab, har netop afsløret en ny it-virus, der lige nu spredes via SMS. Det er en såkaldt ”trojaner”, og den udgiver sig for at være en app, som kan bruges til at se porno. Virussen er blevet registreret i hele 66 lande – inkl. Danmark.

Ifølge Kaspersky Lab er det første gang en mobilvirus via SMS spreder sig over så stort et geografisk område. Virussen er målrettet brugere af Android-telefoner.

Gammel Trojaner spreder sig til hele verden

Trojaneren blev første gang spottet af Kaspersky Lab i februar 2013. Dengang var den dog kun i stand til at infiltrere russiske telefoner, men nu angriber den brugere fra en lang række lande og altså også Danmark.

Trojaneren hedder FakeInst (Trojan-SMS.AndroidOS.FakeInst.ef). FakeInst beder brugeren om lov til at sende en SMS for at kunne købe betalt indhold. Men efter beskeden bliver sendt, åbner trojaneren en ondsindet hjemmeside. Det ondsindede program er også i stand til at udføre handlinger på beskeder, som sendes til telefonen, herunder stjæle dem, slette dem eller endda svare på dem.

Ifølge Kaspersky kan det blive en dyr fornøjelse at blive ramt af porno-trojaneren, fordi app’en kan begynde at sende SMS-beskeder, der koster op til 10 kroner stykket.

De kriminelle skaber globale trusler

Indtil for få år siden eksisterede denne type kriminalitet nærmest kun i Rusland, men de kriminelle har tilsyneladende taget globaliseringen til sig og går nu efter mobiler i hele verden. Roman Unochek, der er senior sikkerhedsekspert hos Kaspersky Lab, siger:

- ”Den geografiske spredning af SMS trojanere er vokset betydeligt i den seneste tid. For bare to år siden var det usædvanligt at se denne type af it-sikkerhedstrusler uden for Rusland, men her i begyndelsen af 2014 ser vi ny en udgave, der rammer meget bredt også i Europa og USA. Det ser ud til at den cyberkriminelle verden efterhånden er blevet dygtig og organiseret nok, til at omfatte globale aktiviteter.

Hent dine apps hos Google Play

Det er generelt en rigtig dårlig ide at åbne og aktiver apps, man får tilsendt på mobilen, og vi kan kun anbefale, at man beskytter sin mobil ved at købe et sikkerhedsprogram eller som minimum ved at installerer noget gratis sikkerhed på sin mobil eller tablet.

Se listen med gratis sikkerhedsprogrammer fra Google Play til Android mobiler og tablets her.