Et amerikansk firma vil fra 2016 sende turister på endagstur til stratosfæren med en gigantisk heliumballon.

Det er selvfølgelig et amerikansk firma, World View Experience, der er ved at realisere drømmen om at sende helt almindelige mennesker på tur i rummet. Det skal ske ved at sende en lille kabine op i stratosfære til cirka 32 kilometers højde.

Metalkabinen, hvor seks turister skal opholde sig, hænger under en gigantisk ballon. Ballonen fyldes med helium, og hiver så stille og roligt turisterne højere og højere op, indtil de når målet i 32 kilometers højde. Her vil deres lille rumballon blive hængende i cirka to timer, inden turen stille og roligt går nedad igen.

Hele turen vil vare cirka fem til seks timer, så man får altså 1,5 til to timers rejse op og ned. Prisen for turen er lige nu 75.000 dollar, og man kan nøjes med at betale de første 5.000 forud. World View Experience forventer at kunne sende de første turister ud i stratosfæren i løbet af 2016.

Se her hvordan den fantastiske tur bliver for rumturisterne.



Prøveturen er en succes


World View Experience har netop fløjet deres første prøvetur, hvor kapslen kom helt ud i stratosfæren. Dermed er de et skridt tættere på at gøre det muligt for helt almindelige mennesker at se jorden, næsten som en astronaut vil se den.

Teknisk set vil rumturisterne stadig befinde sig i jordens atmosfære, så de vil ikke kunne kalde sig for ægte astronauter eller opleve vægtløshed. Men chancen for at opleve jorden fra 30 kilometers højde vil nok alligevel være det tætteste mange helt almindelige mennesker kommer på det ydre rum. I hvert fald i nogle år endnu.

Richard Bransons firma, Virgin Galactic, arbejder dog på at sende vaskeægte rumturister ud i rummet. Her bliver prisen dog 250.000 dollar, så der skal spares lidt op, inden turen.