De kom, de så, og de vandt hele den danske befolknings hjerter. Men nu er EM-eventyret slut for Danmark.

Semifinalen blev endestationen for landsholdet, som bankede Rusland, Wales og Tjekkiet og spillede lige op med Belgien og England, som dog trak det længste strå på Wembley.

Der er under den dramatiske slutrunde blevet skabt nye helte på landsholdet, som er på alles danskeres læber, og flere af de rutinerede profiler er vokset til nye højder. Men der har også været et par skuffelser.

B.T fælder dom over de danske EM-krigere herunder. I vurderingen er der lagt vægt på både den enkelte spillers betydning for Danmarks EM-succes i form af spilletid og status, men også på selve præstationerne på banen.

Foto: Paul Ellis / POOL
Vis mere


Danmarks capitano grande fra AC Milan vandt alles hjerter under EM. En moderne mandehelt: på en og samme tid en følsom og frygtløs fyr, som går forrest, når presset er størst. Vi oplevede det, da hans kammerat Christian Eriksen faldt om på banen, og vi så det i hver eneste EM-kamp lige frem til sidste sekund i den 120-minutters semifinalegyser mod England. Ren Kjærlighed!


Helt indtil sidste efterår var der stemmer i Fodbolddanmark, der betvivlede, om Højbjerg nu var den rette mand på Hjulmands midtbane. Skal vi ikke bare parkere den snak nu? Spillede med stort hjerte, kløgt og rutine i samtlige EM-minutter, ligesom han i øvrigt har gjort i en lang og udmarvende sæson for Tottenham. Også uden for banen fulgte klasse og hjerte hånd i hånd hos den kun 25-årige midtbanestjerne. Forbilledligt EM.


Har fået vokseværk under EM i den svære tjans som Eriksen-afløser. 21-årige Damsinho er gået fra at være en lidt undseelig offensivreserve med en studenterstatur til at være en playmaker, der leverer magiske stunder mod verdens bedste landshold. Sampdoria-talentets to EM-mål står tilbage som to højdepunkter, Fodbolddanmark vil kigge tilbage på med glæde også om 50 år. Danmarks fodboldfremtid.


Prinsgemæhlen, Prins Joakim, geniale Gokke. Kald ham lige, hvad du vil. Tilbage står, at Danmarks nye landsholdsdarling med den store teknik og endnu større motor spillede på et eventyrligt All Star-niveau i samtlige kampe under EM. To mål og dén assist mod Tjekkiet – og så fra en back. Den 24-årige nordjyde er mere end europaklasse, han er verdensklasse!


Han har under EM vist sit superstjernepotentiale frem, og klubber som Real Madrid, FC Barcelona og Manchester City må seriøst overveje, om ikke den 25-årige midterforsvarer skal i stald hos dem. Han kom ind til slutrunden som Champions League-vinder, og det niveau holdt han i alle seks kampe. Stort landsholdsgennembrud til stille 'AC', som er fremtidens styrmand for Danmark.


Elegant og charmerende på ydersiden, men samtidig med et krigerisk hjerte og en licens til at dræbe. Landsholdets svar på James Bond var formidabel i de sidste krævende knockoutkampe, hvor han gav alt, hvad han havde i sig, blandt andet med mål mod Tjekkiet. Er tæt på en seksstjernet EM-præstation, men gruppespillet var ikke lige så markant for midtbanespilleren.


Efter et gruppespil, hvor han flirtede med flop-prædikatet, sprang 'Dolleren' ud som den smukkeste angrebssvane, da det for alvor gjaldt, og ender som Danmarks topscorer. Tre mål i knockoutkampene ved en stor slutrunde er en historisk præstation for en dansk angriber. Genfandt sig selv som landsholdets bomberhåb nummer et.


Vi havde skreget på den kamp efter kamp: Og endelig mod England, i EM-semifinalen, på Wembley – den allerstørste scene – kom pragtpræstationen fra Danmarks sidste skanse ved dette EM. Som holdets ældste spiller bærer han selvfølgelig et stort ansvar for et flot EM, men småfejlene trækker Schmeichel ned fra elite-præstationerne, som flere af hans kollegaer har leveret.


Danmarks helt egen Royal Air Force går ud af EM som ejer af målfelterne på Wembley. Den store vinder, da Hjulmand kort inde i EM skiftede til en trebackkæde. Har været involveret i modstandermål undervejs, men kan holde sommerferie med en fed fornemmelse og en tro på, at en større klub slår til og køber ham fri af Southampton.


I Parken var RB Leipzig-fighteren kampafgørende for Danmark og leverede to fine angribermål. Men en skade betød, at han blev forvandlet til en slags supersub i de to sidste knockoutkampe. Og her var det kun mod Tjekkiet, at han levede op til prædikatet 'super'. Var helt væk, da det på Wembley brændte på med mange boldtab. Ærgerligt sidstehåndsindtryk efter et fint EM.


Den rutinerede og hurtige FC Barcelona-reserve har brugt mere energi, end en havvindmøllepark i Vesterhavet kan producere på en måned. Har spillet stort set samtlige minutter ved EM. Stærkt. Og han er uomtvisteligt en evig trussel på kanten, men han bliver bare aldrig for alvor farlig. Desværre. Et enkelt mål i en stor sejr, for mange vildskud og for få afgørende aktioner hiver Braithwaite ned.


Det er virkelig kompetent, det landstræneren får fra den tidligere Brøndby-stjerne. Men der er altså en grund til, at Delaney og Højbjerg sidder tungt på midtbanen. Deres niveau har slutrunde-novicen ikke. Endnu. Ingen fejl, fint med spilletid, men heller ingen mindeværdige øjeblikke. Mindre kan dog også gøre det.


Det er lidt en blandet pose bolsjer, man får fra den rutinerede og boldbegavede back fra Valencia. En professionel indsats – som oftest. Skarpe dødbolde – nogle gange. Gode raids op ad banen – på en god dag. En kampafgørende aktion – lidt for sjældent. Således også under EM, hvor Wass også mistede startpladsen til Stryger på grund af sygdom. Alt i alt godkendt, men desværre ikke mere end det.


Overhalet af de mere offensivt mindede Mæhle og Wass til de to backpladser op til EM. Men som altid med Hareide-yndlingen er det dumt at dømme ham ude. Startede alle knockoutkampene og viste, hvorfor hans no nonsense-spil burde give ham tilnavnet Jens Destroyer. Magiske Mæhle-momenter får man ikke fra lollikken, men han kan være stolt af sit EM.


Efter Wales-kampen, hvor den store angriber i 20 forrygende minutter viste noget af det bedste, han her leveret i den rød-hvide trøje, lignede han en stor dansk EM-vinder. Siden fadede det ud for 'Corner' med nul minutter i de to sidste kampe. Må være skuffet over ikke at have fået chancen for at lave ravage i semifinalen. Men fik da en enkelt EM-stjernestund til scrapbogen.


En af Hjulmands faste indskiftere i hele slutrunden. Fik derfor akkumuleret godt med spilletid undervejs, og det så da også godt ud for Brentford-danskeren, når Danmark var i kontrol og rullede mod sejren. Peakede i Wales-nedslagtningen, men faldt igennem i infernoet på Wembley mod de store Premier League-drenge. Slutter EM med en fodskade og en pil ned.


'Jonas Wind of Change' hedder EM-hyldestsangen til FCK-angriberen. Desværre for Wind er hans skifte – change – gået fra startopstillingen mod Finland til en plads blandt reserverne uden spilletid helt frem til den forlængede spilletid på Wembley. Blev overhalet af både Cornelius og Dolberg. Nok ikke det, han drømte om, da han leverede rigtig gode landskampe på 9er-pladsen inden slutrunden.




Lignede en farlig outsider til startopstillingen i marts, hvor han fik sit gennembrud efter pragtkampen mod Østrig. Men efter to gæsteoptrædender i de to svære første EM-kampe i Parken har vi ikke set skyggen af den talentfulde kantspiller. Må med rette være en af de mest skuffede spillere midt i EM-euforien, men han er ung, og fremtiden er lys.


Forsvarshierarkiet er meget klart hos Hjulmand, og det kunne Danmarks dyreste fodboldspiller ikke rokke ved. Fik sine indhop og rejser vel hjem fra slutrunden med en fin fornemmelse. Men det skal også til at være snart, hvis 25-årige Andersen, som er på vippet til et nyt stort klubskifte, for alvor skal arbejde sig ind i landsholdselleveren.


Var nok ikke kommet med til EM, hvis ikke trupperne var blevet udvidet til 26 mand. Skal derfor være lykkelig for sit fine indhop mod Wales. Eneste EM-minutter, men mere end de andre markspillere i yderkanten af truppen, 'Malmö-AC' og 'Zanka', fik.

UDEN FOR BEDØMMELSE:


Det har helt sikkert været fedt at være en del af Danmarks EM-optur. Men 0 minutter står der ud for Skovs navn, hvilket må være godt gammeldags træls. Særligt med tanke på, at back/kanten i starten af Hjulmands landstænertid, for under et år siden, var fast mand. Overhalet og forbigået. Øv.


Har skabt god stemning i truppen og givet sig fuldt ud til træning, men som femtevalg i forsvaret bag mastodonter er det svært at bede om spilletid.


Har fået store oplevelser på den danske EM-rejse. Har lignet en glad mand, selvom der aldrig blev brug for midtbane-manden på banen.


Har givet den fuldt skrald som træningsmakker og motivator for Schmeichel i målmandsklubben.


Også Rønnow har gjort alt for at holde sig selv og Schmeichel skarp under de mange EM-uger.


God bedring, playmaker!