Fodbold, for fanden!
Det er mennesker, følelser, sang, skrig, nedtur, optur. Hvad mere vil vi have? Vi har fået det hele denne sommer. Men det sluttede desværre på den smukkeste af alle scener – på Wembley.
Det er godt nok Old Trafford, de kalder 'Drømmenes Teater' herovre, men jeg sad og drømte om en EM-finale, da Mikkel Damsgaard bankede det frisparksmål i kassen.
Sikke en aften i London. Sikke et publikum – og en stemning i absolut verdensklasse!
Jeg kunne godt gå den danske vej og være utilfreds med, at det ikke blev til en finale. Men jeg ville skulle 'fake' den hjem så, for jeg er ikke utilfreds med det her hold og en plads i en EM-semifinale. Langtfra.
Det har været så tunge år med tam landsholdsfodbold og triste præstationer, så når vi endelig får et hold, der kan en masse, vil jeg have lov til at hylde det.
Men det var SÅ tæt på. Så tæt på en EM-finale mod Italien på søndag.
Hvad nu hvis Martin Braithwaite lige havde haft et gram – eller måske nok mere et kilo – mere finteknik? Hvis Jannik Vestergaard, som var sublim, lige havde holdt backlinjen ved det udlignende mål? Hvis Hjulmand havde sat en boldfast angriber ind tidligere? Eller hvis den straffesparksripost ikke var hoppet tilbage til Harry Kane?
Det er så små ting, der afgør det i fodbold på det her plan. I hvert fald når man som Danmark har et hold med kvalitet, som nu kan spille lige op mod alle. Denne gang var det et straffespark i den forlængede spilletid, og det gør ondt.
Det har dog stadig været en fantastisk EM-tur. Jeg hører ordet 'magisk' brugt i flæng i de her dage, og det er der en grund til. For det har været fortryllende at følge det her danske landshold.
Først hjemme i Parken med et grufuldt kollaps til Danmarks bedste spiller. Det øjeblik og den efterfølgende time vil sidde i mig for altid.
Heldigvis blev det overskygget i dagene og ugerne efter. Af alt det, der er sket lige siden. Af den fodbold, som landsholdet har givet os. Og den kærlighed, som de har fået tilbage.
Den her sommer har gjort så meget godt for Danmark. Vi har savnet Roskilde, Distortion, og natklubberne har været lukket i en evighed. Vi har haft behov for festen, og landsholdet har givet os den. En sommerfest med lyse nætter, krammere til fremmede og smil på læberne.
En tiltrængt flugt fra smittetal og nye coronavarianter.
Den her aften på Wembley blev måske ikke vores fest. Det blev englændernes, men vi var ikke bare med som det tynde øl eller for at ødelægge noget. Nej, Danmark var kommet for at vinde folk over på vores side – for at vise dem, hvad Danmark kan.
Det lykkedes ikke, og det var helt objektivt set en fair og fortjent engelsk sejr. Englænderne satte et tonstungt pres på Kasper Hjulmands drenge undervejs, og Kasper Schmeichel diskede op med redninger af en kaliber, som jeg kun kan slikke mig om munden over.
Det blev en dansk forsvarskamp – lidt for meget – og chancerne var få, selvom pladsen var til hurtige kontrastød. Det skulle bare ikke blive Danmarks aften. Desværre ikke, for det havde været så smukt.
Den optakt til kampen på Wembley, den stemning. Det var elektrisk med fællessang og en energi, der er svær at forklare. En engelsk energi, men også en fodboldenergi. Det var et privilegium at få lov at opleve.
Jeg ville ønske, at det var blevet til en aften mere af den slags på søndag. For landsholdsfodbolden har vist, hvad den kan. Alt det, som mine forældres generation altid har vidst, fordi de oplevede 1986 og 1992. Den kan føre et helt land sammen. Unge, gamle, alle etniciteter og køn. Det giver stolthed og sammenhold.
Hvor har det været fedt at have et hold at holde med, som kan noget, som tør noget og som vil noget. Et hold med personligheder, karakter og underholdende fodbold. Tak til det danske landshold for en fremragende fodboldsommer.
