Nikolaj Nielsen og hans familie har haft pibebutik i »den billige ende af strøget« i 47 år. Men han vil ikke længere byde sine kunder det miljø og flytter nu sin pibebutik.

Tyveri, hjemløse, romaer, skrald og skrammel. Ejeren af den klassiske pibebutik, The Danish Pipe Shop, har fået nok af at bo i den mindre pæne ende af strøget ved Rådhuspladsen og flytter nu sin butik væk. Men inden han rykker teltpælene op, sender han en bredside af sted mod den del af strøget, hvor først hans far og senere ham har haft pibebutik i 47 år.

»Jeg er næsten født herinde. Min far købte butikken i 1969, og jeg er fra 1970. Jeg er vokset op i den her ende af strøget. Men den har forandret sig mærkbart over årene. Vores kunder bliver bestjålet, der er tricktyveri, bræk og opkast, sigøjnere og korsangere, guitarister. Det er rent anarki herinde,« siger Nikolaj Nielsen.

Han har kunnet følge udviklingen i den ende af strøget, der munder ud i Rådhuspladsen i København.

»Det bliver værre og værre. Nu hvor jeg flytter, kan jeg tillade mig at råbe højt, for der er mange, der gerne vil beskytte strøget. Der er ingen tvivl om, at vi godt kan mærke, at politiet ikke har ressourcer til at være til stede. Det er synd for København, at vi præsenterer indgangen til en af vores mest berømte gader på den måde. Det kan jeg ikke forstå, man kan leve med, når man har Frank Jensen siddende 200 meter derfra. Men måske kører de ham ind med skyklapper,« siger han og fortsætter:

»Jeg fortæller faktisk den her historie, fordi jeg har stort hjerte for strøget, der har brødfødt min familie i 47 år. Lige så længe, jeg kan huske.«

Nikolaj Nielsen fortæller, at han ofte skal fjerne folk, der sover foran hans butik, når han møder om morgenen.
Nikolaj Nielsen fortæller, at han ofte skal fjerne folk, der sover foran hans butik, når han møder om morgenen.
Vis mere

Tyveri, bræk og sigøjnere

Nikolaj Nielsen har oplevet tyveri ved flere lejligheder. Én gang om ugen vil han skyde på, at han bliver bestjålet i butikken. I fredags optog han en tyv på bånd, og han fortæller, at han ved flere lejligheder har meldt det til politiet.

»Jeg har fulgt tyverierne længe, og for mig fremstår det super orkestreret. Der er nogle bestemte fok, der styrer gruppen af sigøjnere. De har fundet ud af, at hvis de har en makker, der klæder sig pænt og måske ligner en sydeuropæer, så får de lov til at komme rundt i butikkerne.«

Butiksejer på Strøget gennem årtier, Nikolaj Nielsen, har fået nok af, at Strøget er hærget af tricktyverier, sigøjnere, affald, bræk og opkast.
Butiksejer på Strøget gennem årtier, Nikolaj Nielsen, har fået nok af, at Strøget er hærget af tricktyverier, sigøjnere, affald, bræk og opkast. Foto: Bjarke Ørsted
Vis mere

Han har også forsøgt at få andre til at bakke om at rydde op på strøget.

Nikolaj Nielsen fortæller, at den ende af strøget altid har været »den billige ende«. Men også, at der i gamle dage lå tre gedigne ejerledede værtshuse med tjenere og en pelsbutik. De tog også ansvar for strøget. Men de automatismer, der var med til at sikre, at tingene var i orden i den del af strøget, er der ikke længere, mener han. Måske fordi, at mange af butikkerne er kæder med ansatte og ikke betjent af ejerne selv.

I dag er det forretninger som 7-11, Burger King, McDonald's, diverse souvenirbutikker og sharwarma houses, der har til huse i området.

»Når jeg kommer til min butik, så fjerner jeg skrald. det gør mine medarbejdere ikke, for de tænker ikke over det på samme måde.

»Det er ikke ejerledede butikker mere. Det er unge, der bliver ansat til en eller anden timeløn, og så bliver forretninger drevet efter nogle skarpe koncepter. Det giver ikke samme ansvarsfølelse for strøget. De føler selvfølgelig et ansvar for deres job og butik, og jeg vil gerne understrege, at det ikke er deres skyld, at strøget ser sådan ud.«

Pibebutikken på Frederiksberggade 32 flytter nu til Vestervoldgade. Piberygning er blevet mere populært igen, og derfor ønsker indehaver Nikolaj Nielsen at give sine kunder bedre forhold, end han kan i den øverste ende af strøget.
Pibebutikken på Frederiksberggade 32 flytter nu til Vestervoldgade. Piberygning er blevet mere populært igen, og derfor ønsker indehaver Nikolaj Nielsen at give sine kunder bedre forhold, end han kan i den øverste ende af strøget.
Vis mere

Nu rykker Nikolaj Nielsen videre. Han mener ikke, at han kan tilbyde sine kunder det miljø, som Frederiksberggade i den ende tilbyder. De skal ikke møde kaos, mener han. Han vil gerne give dem bedre rammer og det gør han på Vestervoldgade.

»Det er vemodigt, men nødvendigt. Jeg synes, det er synd, at jeg som en af de absolut sidste, der selv ejer sin butik på Strøget, nu må flytte. Men det er ikke længere den samme hyggelige gade. Ingen ejer selv deres butikker, og sammenholdet er væk blandt de næringsdrivende. Når man så samtidig oplever, at Strøget sejler i affald, må jeg lytte til både mine nationale og internationale kunder og flytte til et bedre miljø,« siger Nikolaj Nielsen.

The Danish Pibe Shop åbner officielt i nye lokaler 1. oktober i Vester Voldgade 92.