Den danske cafékæde Cafe Vivaldi har åbnet en ny filial ved Magasin og Kgs. Nytorv i København.

Man skal dog ikke forvente, at den nye, flotte og dyre lokation betyder, at man bliver mødt af et væld af innovation – ud over høje priser på menukortet.

'Et besøg på Vivaldi er en tryg, men triviel oplevelse, hvor man får fornemmelsen af, at indehaverne har lukket øjnene for tidens tendenser i cafébranchen med stram historiefortælling, økologi, grøn profil og unik decor – og i øvrigt ikke ved, hvor meget man får for pengene på byens gode steder. I det hele taget var besøget på Vivaldi så mainstream og upersonligt, at vi nærmest havde glemt, at vi havde været der, inden vi gik. Altså på nær det med dolken,' skriver Politikens anmelder Birgitte Kjær.

'Dolken,' som hun henviser til, er den enorme kniv, man får udleveret, når man eksempelvis bestiller en burger hos caféen.

Burgeren i sig selv var en forglemmelig oplevelse, hvor hun har mest ros til briochebollen.

For selve bøffen var en tør oplevelse. Hun hæfter sig også ved, at prisniveauet generelt ikke er i den lave ende.

Ifølge hende får man tilsyneladende mest for pengene, hvis man bestiller deres brunch, som dog koster 20 kroner mere end hos størstedelen af kædens andre filialer – 149 kroner.

Her får man røræg med bacon, pølser, pandekager, syltetøj, melon, skinke, yoghurt, en skive ost, en skive brie, et par skiver salami og noget brød. Man blev mæt, og det er næsten det eneste positive, hun har at sige om det måltid.

Man kan dog sagtens tage derhen, hvis man skal møde sine svigerforældre første gang, og hun roser cafeen for at være pæn og ren. Cafe Vivaldi på Bremerholm 1 får to ud af seks stjerner.

Over for B.T. giver udviklingschef hos Cafe Vivaldi Thomas Munkholm udtryk for, at det ikke bekymrer ham så meget.

»En anmeldelse er jo baseret på en persons holdning om et sted. Smag og behag er jo forskelligt fra menneske til menneske,« siger han og fortsætter:

»Vi har mange gæster hver eneste dag, og vi gør alt, hvad vi kan for, at vores koncept er up to date, men det er og bliver aldrig 'fancy' Vesterbro eller Østerbro-mad, som vi kører med.«

At priserne er højere hos den nye filial skyldes, at der er højere udgifter forbundet med den nye lokation end på mange af deres andre.

På trods af den mindre flatterende anmeldelse klager han ikke over starten, som de har haft.

»Det er gået fint, og vi har haft en rigtig god start. Det er det som regel altid, men det har også noget at gøre med, at den ligger et sted, hvor der er en god gennemstrøm af mennesker.«