Det er mindre end en måned siden, at supermarkedskæden Meny proklamerede, at kædens butikker fremover vil være konkurrencedygtige på discountvarer.

Torsdag blev snoren dog klippet til en ny flagskibsbutik i stormagasinet Illum, hvor kunderne blev budt på champagne og eksklusiv olivensmagning til underlægningsmusik fra en jazztrio.

Det er der intet selvmodsigende over, mener kædedirektør Richo Boss.

»Jeg synes, at det hænger godt sammen,« siger han.

Åbningen af butikken gik ikke ubemærket hen. En længere kø strakte sig ned ad Strøget frem til Illums indgang, hvor den røde løber var rullet ud. Der var goodiebags med specialøl, pasta og havremælk til de første mange besøgende.

Selv Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard kiggede – formentlig tilfældigt – forbi.

Kunderne blev blandt andet budt på champagne og olivensmagning.

Richo Boss fremhæver stolt sidstnævnte.

»Vi er det første supermarked i Danmark, der er certificeret i Flosoleiguiden – en slags Michelinguide for olivenolier,« siger han og fortæller, at personalet i butikken er certificeret i at kunne vejlede kunder til den bedst mulige smagsoplevelse

»Vi vil gerne give forbrugerne valget mellem gode basisvarer til hverdagen, men også den ypperste kvalitet, der overhovedet er,« siger han.

Ifølge Richo Boss er den nye butik placeret blandt luksusbrands i Illum et ‘godt udstillingsvindue’ for Meny.

Han er ikke bekymret for, at supermarkedskæden kommer til at skræmme prisbevidste kunder væk med valget om at indtage kvadratmeterne i Illums nederste etage, hvor Irma plejede at ligge.

De første mange besøgende i den nye butik fik goodiebags med sig hjem. Pressefoto
De første mange besøgende i den nye butik fik goodiebags med sig hjem. Pressefoto
Vis mere

»Selvom du søger et supermarked, hvor du kan få høj kvalitet og faglig ekspertise, kan du også få de minimum 400 varer, som du bruger mest i din hverdag,« siger Richo Boss og fortsætter:

»Vi har en opgave i at få fortalt til forbrugerne, at hvis du handler dine basisvarer hos os, så er vi konkurrencedygtige. Men vi kan også meget mere end det.«

Er du ikke bekymret for, at almindelige kunder kan tro, at Meny er et sted med dyre varer?

»Nej, jeg tror vores styrke er, at vi har plads til lokal tilpasning. Vi har en stærk kerne med varer på niveau med discount, men derfra kan købmanden lave sin butik, som han vil,« siger Richo Boss.