Millioner af mennesker verden over har de seneste fem år fulgt familien Crawley og dens tjenestefolk i livet omkring første verdenskrig. Men nu er det slut.

Sjette sæson bliver den sidste sæson af den britiske TV-serie om slottet Downton Abbey.

Det oplyser PBS og Carnival Films, der står bag den succesfulde dramaserie, torsdag.

»Der kommer uundgåeligt et tidspunkt for alle serier, hvor det er på tide at stoppe, og Downton er ingen undtagelse,« udtaler executive producer Gareth Neame i en erklæring.

»Vi ønskede at lukke dørene til Downton Abbey, når det føltes rigtigt i forhold til historien, og mens serien stadig bliver nydt af sine mange fans. Nu kan vi love en finalesæson fuld af alle de sædvanlige dramaer og intriger, men samtidig med den ekstra spænding, at man finder ud af, hvor og hvordan det hele ender,« tilføjer produceren.

Skuespillerinden bag enkegrevinden Grantham, en af seriens mest populære roller, 80-årige Maggie Smith, var i starten af måneden ude og sige til The Sunday Times, at sjette sæson af serien, som er ved at blive lavet, efter også ville blive hendes sidste.

»De siger, at det er den sidste, og jeg kan ikke se, hvordan det skulle kunne fortsætte,« siger Smith.

»Jeg mener, jeg kan i hvert fald ikke blive ved... Så vidt jeg ved, må enkegrevinden være 110 år nu. Vi er i slutningen af 1920erne.«

Det sidste afsnit i sæson fem rullede over skærmen i marts og havde i gennemsnit 12,9 millioner seere om ugen.

I løbet af sine hidtil fem sæsoner er Downton Abbey blevet nomineret til 51 Emmy-priser, hvoraf serien har hevet 11 statuetter hjem.

BNB