Også tredje sæson af 'House of Cards' er en ond og frydefuld fornøjelse.
Superfanen Barack Obama kan godt gøre sig klar til en weekend med heftig binge-watching. Og Netflix' 50 millioner abbonenter kan alle ånde lettet op. Korthuset står triumferende flot også i tredje sæson.
Onde tunger har ellers været tidligt ude og hævde, at dundersuccesen 'House of Cards' havde overlevet sig selv. Vi har set nederdrægtige Frank Underwood udføre hver en tænkelig politisk svinestreg. Han har ødelagt liv og karrierer, snydt og bedraget sig hele vejen til titlen som USAs præsident. Kan der overhovedet være mere at fortælle i historien om verdens mest infame spil: den politiske magt?
Åh ja, såmænd. Sæson tre er ikke så hektisk som forgængeren, der havde mange dramatiske handlingstråde med mord, seksuelle overfald, overvågning og utroskab. Til gengæld sætter den atter trumf på det politiske spil. For ét er at tilrane sig magten i Det Hvide Hus. Noget helt andet er at holde den.
For først gang nogensinde synes Frank Underwood faktisk at ville noget med sin politik. Han har visioner, men hans vej til magtens tinder er brolagt med forrådte kolleger og hævngerrige uvenner. Selv ikke hans egne ministre vil bakke ham op, og uden at røbe for meget bliver det indgangen til sæsonens ene bærende historie. For intet er farligere end et såret dyr, og har vi lært noget af 'House of Cards', så er det, at man aldrig skal undervurdere Underwood.
Den anden gennemgående tråd følger præsidentfruen, der i bedste Clintonstil forsøger at køre sig selv i stilling til en politisk karriere. Det er godt set, for Claire var lidt for meget i offerrollen i sidste sæson, og fremragende Robin Wright er på sin egen vis lige så eminent som Kevin Spacey til at udstråle magtliderlig power.
Deres udefinerbare og aldrig helt kærlighedsløse forhold er stadig en af seriens styrker, og så synes de begge at have fået værdigere politiske modstandere denne gang. En af dem er en cool Lars Mikkelsen, der dukker op i afsnit tre som Ruslands præsident. Han er mindst lige så dreven som USAs ditto, og der er en forrygende pingpong på fornærmelser forklædt som komplimenter mellem Mikkelsen og Spacey.
Posten som verdens mægtigste mand har bestemt ikke gjort Underwood mildere. Han pisser på sin fars grav, spytter på Gud og truer med at sparke Lars Mikkelsen ned ad en vindeltrappe og sætte ild til hans lig, hvis ikke det var fordi, at det ville starte en verdenskrig. Men Kevin Spacey giver ham glimt i øjet, og når han leverer sine giftigheder direkte til kameraet, kan man ikke helt lade være med at holde af ham.
Det er det, det gør 'House of Cards' til en frydefuld fornøjelse. Den er kulsort, kynisk og fuld af dumme svin, men den er det stadig med en uimodståelig charme, en dialog, der slår gnistrer, og tv-markedets bedste skuespil. Al magt til præsidenten.
Tvserie
House of Cards, sæson 3
Netflix
***** (5 stjerner)
