Over 900.000 danskere fulgte med i TV-serien Beverly Hills 90210, da serien var på sit højeste i 1990erne. Seriens faste skuespillere fik aldrig matchet deres ungdoms popularitet i nye roller, og for flere af dem blev deres farvel til serien starten på ret tvivlsomme karrierer.

Shannen Doherty
Shannen Doherty Foto: JONATHAN ALCORN
Vis mere

Shannen Doherty (spillede Brenda Walsh) blev fyret fra »Beverly Hills 90210« for at klippe sit lange, sorte hår! Ganske vist havde skuespilleren længe været en byrde for TV-selskabet bag serien, på grund af sine hyppige sammenstød med produktionsholdet og sine medskuespillere, ikke mindst med Jennie Garth, der spillede den blonde Kelly,  Brendas rival. Angiveligt besluttede seriens producere endegyldigt at fyre Shannen Doherty, da hun klippede sit lange hår af inden hun var færdig med optagelserne af fjerde sæsons sidste episode, hvilket selvsagt skabte problmer for kontinuiteten i handlingen. Ifølge Jason Priestley, der spillede Shannen Dohertys bror i serien,  skyldtes mange af Dohertys problemer undervejs i produktionen, at tabloidpressen tidligt besluttede at gøre skuespilleren til deres “skurk”, og derfor overdrev mange af hendes problemer.

Jason Priestley
Jason Priestley Foto: -
Vis mere

Jason Priestley (der spillede Brandon Walsh) instruerede 15 af episoderne i “Beverly Hills 90210) - første gang da han kun var 23 år gammel. Ifølge Jason Priestley lå den renskurede karakter så fjernt fra skuespillerens egen personlighed, at han endte med at hade Brandon. Han valgte at forlade serien, da han syntes at karakterens muligheder var udtømt. I 2013 udtalte han imidlertid, at han siden kom til at fortryde beslutningen og gerne ville have lavet resten af serien, så at karakterne Brandon og Kelly kunne have fået hinanden til slut. Angiveligt havde dette været serieskaberen Aaron Spellings vision for parret, men den blev forpurret, da Jason Pristley sagde farvel til serien. Siden vakte han mest opmærksomhed, da han i 2002 kørte galt i sin racerbil, og kom alvorligt til skade i hoevdet og rygsøjlen. Han instruerede sin første spillefilm “Cas & Dylan” i 2013, der blev sablet ned af anmelderne.

Luke Perry
Luke Perry Foto: DAVID MCNEW
Vis mere

Luke Perry (der spillede Dylan McKay) er måske den, der har haft den mest varierede skuespilkarriere efter “Beverly Hills 90210”. Han har lagt stemme til adskillige animationsserier, heriblandt »The Simpsons«, hvori han spiller Krusty the Clowns halvbror. Han har lavet en parodi på sig selv i en episode af »Family Guy«, hvori han beskyldes for at være homoseksuel. Han har spillet homoseksuelle karakterer i Tv-serierne »Will & Grace« og »Spin City«. Han har spillet voldtægtsmand i »Law & order« og kultleder i »Criminal Minds«. Endelig har han haft roller i musikvideoer af både Twsited Sister og The Killers. Trods sin rolle som pigernes drøm er han, ifølge Dr.dk, den karakter, der havde færrest kærester i serien, nemlig fem.

Jennie Garth
Jennie Garth Foto: FRED PROUSER
Vis mere

Jennie Garth (der spillede Kelly) havde flest kærester i seriens handling, nemlig tolv. Ifølge hjemmesiden »celebrity net worth« er Jennie Garths formue 5 millioner dollars eller omkring 25 millioner kroner. Hendes karakter Kelly var med i alle sæsoner af »Beverly Hills 90210«, og samme karakter dukker også op i søsterserien »Melrose Place«. Garths karakter i serien er fortløbende involveret i et trekantsdrama mellem Dylan McKay (Luke Perry) og Brandon Walsh (Jason Priestley), men ender med at vælge »sig selv« i en af seriens mest berømte scener. Kelly har muligvis serierekorden i flest problemer: Hun bliver afhængig af slankepiller og kokain, kult-medlem, bliver voldtaget, skudt, og har en ufrivillig abort. Alle fans blev bekendt med, at skuespillerne Jennie Garth og Shannen Doherty ikke var bedste venner, men i nylige interviews har  Garth erklæret, at fjendskabet er lagt i bero, og at de to har fået et nyt venskab.

Tori Spelling
Tori Spelling Foto: VALERIE MACON
Vis mere

Tori Spelling, (der spillede Donna) var det yngste medlem af Beverly Hills-banden, og det er almindeligt antaget at hun primært blev castet i rollen som den ærbare Donna Martin som følge af, at hun var datter af seriens skaber, Aaron Spelling. Ifølge nogle versioner af historien gik hun dog til auditions under et andet navn, men blev »opdaget« af casterne, der så følte sig nødsaget til at hyre hende. I løbet af serien fik Tori Spelling påfaldende næse- og brystoperationer, der dog ikke blev forklaret i handlingen. Efter »Beverly hills 90210« har Tori spelling særligt gjort sig bemærket i reality-genren, og med selvbiografiske bøger, såsom  “sTORI telling”. Hendes finansielle problemer i forbindelse med fejlslagne ejendomshandler er blevet grundigt dækket af amerikanske medier, og for nylig hævdede websiden TMZ, at Tori Spelling var blevet sat i karantæne under mistanke om ebola. Sygdommen viste sig dog at være en alvorlig bronkitis.

Ian Ziering
Ian Ziering Foto: PAUL BUCK
Vis mere

Ian Ziering spillede den forkælede rigmandssøn Steve Sanders i »Beverly Hills 90210«. Han har vundet en bedste Skuespiller-pris i 2006 - ved den meget lidt kendte Monaco Film festival. Han er den Beverly Hills-stjerne, der er nået længst i “Dancing with the stars”, hvor han nåede til semifinalen i 2007. I 2014 vakte han opmærksomhed som gæstestripper på The Chippendales show i Las Vegas, men den rolle, der har vakt størst opmærksomhed, er rollen som surferen Finley Allen »Fin« Shepard i skodfilmsserien »Sharknado« der kombinerer hajangreb med tornadokatastrofer. Her gør han igen og igen et uudsletteligt indtryk, når han sprætter flyvende hajer op med motorsav.