Reality fænomenet Big Brother var i starten af dette årtusinde en stor succes, og nu satser Kanal 5 igen stort på, at danskerne har lyst til at overvåge en gruppe mennesker i tre måneder.

I foråret 2012 blænder Kanal 5 nemlig op for en ny omgang Big Brother efter otte år pause. SBS MEDIA, som står bag Kanal 5, satser på, med en massiv dækning, at lave en version af reality-showet, der er større og mere spektakulær end nogensinde set før.

- Det bliver større og stærkere end nogensinde. Teknologisk er der sket meget siden sidst, hvilket giver helt nye muligheder, siger Thomas Mygind,
kanalchef for Kanal 5, til bt.dk

Seerne kan således både følge med på tv, i radioen og på internettet, hvor der konstant vil være mulighed for livestreaming fra huset.

Efter succesen med den første udgave af Big Brother fulgte et par mindre succesfulde sæsoner, der blandt andet bød på en VIP-sæson. Alligevel tror kanalchefen på, at den næste omgang Big Brother bliver en succes.

- Det vælter allerede ind med ansøgninger til programmet, så interessen er der helt sikkert. Vi søger nogle stærke typer, der kan stå distancen, for det bliver hårdt og råt for deltagerne at være isoleret. Som udgangspunkt vil vi vise det hele ucensureret, siger Thomas Mygind, der har store ambitioner for showet.

-Vores intention er at skabe et mediefænomen anno 2012, siger han.

Dildo-Jill, Christian Brøns og Pil var stjernerne i den første danske udgave af Big Brother, der i foråret 2001 flyttede ind i huset på Sluseholmen i Københavns Sydhavn. Hvor det nye og stærkt overvågede hus bliver placeret, vil tv-stationen dog endnu ikke afsløre.

Præmien, for at være den sidste der forlader huset efter 3 måneders overvågning, er 500.000 kroner. Hvis du brænder for at være med i den nye udgave, kan du stadig nå at tilmelde dig casting hos Kanal 5 til forårets udgave af Big Brother.