47-årige Daniel Craig havde sin debut som James Bond i ’Casino Royale’ fra 2006, men nu fortæller den engelske skuespiller, at han er færdig med at spille den legendariske ’Agent 007’.

Om kort tid har den nyeste Bond-film – ’Spectre’ – premiere, men Daniel Craig har optaget sine sidste agent-scener. Der har ellers været rygter om, at han også skulle medvirke i de to næste film i serien om den engelske agent, der charmerer damerne og skyder banditterne. Det skriver Time Out.

Du kan se traileren til 'Spectre' her:

Til spørgsmålet om, hvorvidt han har lyst til at lave en eller flere Bond-film, svarede han:

»Nu? Jeg ville hellere smadre det her glas og skære mine håndled over med det,« lød det, inden han fortsatte.

»Nej, ikke i øjeblikket. Overhovedet ikke. Det er fint. Lige nu er jeg ovre det. Det er færdigt. Alt, hvad jeg ønsker, er at komme videre.«

Se også: Daniel Craig om ny Bond-film: Den bliver større og bedre end nogensinde!

Daniel Craig fortalte senere i interviewet, at hvis han skulle lave endnu en James Bond-film, så ville det kun være for pengenes skyld. Skuespilleren har indtil videre spillet James Bond i fire film: ’Casino Royale’, ’Quantum of Solace’, ’Skyfall’ og altså senest ’Spectre’.

’Spectre’ får premiere i de danske biografer 30. oktober 2015. Filmen er – udover Daniel Craig – også besat med feterede skuespillere som Ralph Fiennes og Christoph Waltz.