I videoen over artiklen kan du se en ærlig Silas Holst, der i Kanal 4-serien 'Silas, Johannes og Louise' i 2016 fortæller, hvorfor han ikke er kærlig over for Johannes Nymark.

Silas Holst bryder tavsheden efter skilsmissen fra Johannes Nymark. Til Billed Bladet fortæller Silas Holst, at det store hus i Brønshøj skal sælges, og at de tre forældre har truffet aftaler omkring deres to børn.

Det var bestemt ikke kærlighed ved første blik, da danseren og skuespilleren Silas Holst for otte år siden mødte skuespilleren Johannes Nymark. Men de to fandt alligevel relativt hurtigt sammen og i 2013 giftede parret sig i Las Vegas. Året efter blev de sammen med Silas Holsts veninde siden gymnasiet, Louise Mahnkopf, forældre til datteren Maggie My. Og i januar i år kom sønnen Bob Jones.

Lykken var fuldendt for forældretrekløveret, der også delte det store hus i Brønshøj, som Britt Bendixen tidligere har ejet.

Men så brast lykken. For nylig fortalte parret på hver deres instagramprofil, at de var gået fra hinanden. Siden har de været tavse. Men nu gør Silas Holst status over dette år og ser frem til det nye år i denne uges udgave af Billed Bladet.

Her fortæller den populære og succesfulde musicialstjerne, at skilsmissen fra Johannes Nymark har været ganske udramatisk, og at de to i stedet har genfundet et så godt kammeratligt forhold, at de både har været i biffen sammen og griner med hinanden og deres familier.

De tre forældre er også blevet enige om at sætte det store treetagers hus, hvor Louise Mahnkopf boede på de to øverste etager, mens Silas Holst og Johannes Nymark residerede i stue- og kælderetagen, til salg. Men selv om huset skal sælges, vil den tidligere regnbuefamilie af hensyn til deres børn stadig bo tæt på hinanden.

»Vi vil gerne finde noget nyt, hvor vi stadig bor tæt på hinanden, men har hver sit. Vi bliver jo ved med at være en familie. Og skilsmisser kan godt være lykkelige. Jeg blev selv glad, da mine forældre fortalte, de skulle skilles. Det med at blive sammen i et dårligt ægteskab for børnenes skyld - det må ikke ske«, siger Silas Holst til Billedbladet.

Her fortæller han også, hvordan den tidligere regnbuefamilie med far, far og mor fremover vil indrette sig med børnene, så skilsmissen bliver så skånsom for dem som muligt.

»Vi er stadig far og far og mor, og vi skal spise middage sammen, og vores børn skal nok få et harmonisk liv«.

Pt øver Silas Holst på musicialen 'Book of Mormons', der har premiere på Det Ny Teater den 25. januar.