Før denne weekend var Avaz-brødrene tre mænd med en drøm.
I dag er drømmen gået i opfyldelse.
Mere end 20.000 biografgængere er strømmet ind i biografer over hele landet for at se det danske drama 'Mens vi lever', der går direkte ind på andenpladsen over de mest sete film i Danmark. Kun overgået af den amerikanske superheltefilm, 'Thor - Ragnarok'.

Og forskellen på de to produktioner og deres budgetter er nærmest så stor som den kan blive.
»Mens Vi Lever« har kostet bare to millioner kroner, mens 'Thor - Ragnarok' har kostet det, der svarer til næsten 1,2 milliarder.

'Mens Vi Lever', er instrueret af den ukendte instruktør Mehdi Avaz, og skrevet af lillebroderen Milad, mens den tredje bror, Misam er producer. Tilsammen kalder de tre sig for Avaz-brødrene.
De er oprindeligt fra Iran, men kom til Danmark som flygtninge, og voksede op i den lille nordsjællandske by, Helsinge. Og selvom de egentlig havde udstukket helt andre karreiereforløb, er de nu endt som filmproducenter med et stærkt, rørende og livsbekræftende drama, inspireret af en fatal ulykke i hjembyen, hvor to venner kørte galt efter en fest.
Mehdi Avaz gik i klasse med de to, og oplevede, hvordan det påvirkede deres familier, og fik følger for store dele af byen.

I flere år har han drømt om at lave 'Mens vil ever', som nu har fået succes udenom det etablerede filmsystem. Ved hjælp af brødrenes fandenivoldske selvtillid, private investorer samt en række filmfolk og skuespillere, der alle har arbejdet for minimumstariffen.
For eksempel filmmusik-legenden Bent Fabricius, der har skrevet filmens flotte soundtrack, og stjernerne Nicolas Bro, Charlotte Munck og Henrik Prip.

Allerede i sidste uge kunne man fornemme, at 'Mens vi lever' kunne blive årets store danske biograf-overraskelse, da samtlige anmeldere gav filmen fire og fem stjerner over en bred kam.
BTs anmelder Michael Lind kvitterede med fem stjerner for det han kaldte 'en imponerende debut', og tilføjede: »Smuk film... Billeder, musik og skuespil er en ren fornøjelse«.
I Politiken kaldte Kim Skotte filmen for 'et voldsomt medrivende drama om tilgivelse', og gav den fem hjerter, MX skrev, at 'Man bliver ramt klokkerent i både hjertet og mellemgulvet. Stærkt anbefalet', mens Berlingske skrev: »Fejende kamerakørsler og billedskønne droneskud... Avaz-brødrene har fået umanerlig meget for pengene, og det vidner om det enorme drive, som er deres største styrke«.

Og anmelderne er ikke alene. På bare tre dage i den forløbne weekend har 21.857 publikummer løst billet til biffen for at se den medrivende film, der er lavet for en tiendedel af det en dansk spillefilm normalt koster.

»Alle sagde til os, at vi ikke kunne lave en film for to millioner, der kom ud i de danske biografer. Men nu viser vi Danmark, at man kan lave en film med hjertet - og ikke med pengene,« siger instruktøren Mehdi Avaz til BT, og nævner Susanne Bier, Lone Scherfig samt Steven Spielberg og James Cameron som sine filmiske forbilleder.

Den danske måde at fortælle på, koblet med de store følelser fra USAs store underholdende filmmestre. Og Mehdi Avaz er ikke bange for at tale direkte til publikums følelser. Heller ikke da han i forrige weekend sagde til BT, at han havde en særlig mission med filmen:

»Til daglig tager vi hinanden for givet, men det er kun et spørgsmål om sekunder, før alting kan blive vendt på hovedet. Jeg kunne godt tænke mig, at når folk har set den film, så ringer de til dem, de holder af og siger, at de elsker dem. Og når folk siger farvel, så giver de hinanden et ordentligt knus. For man ved aldrig, hvornår døden banker på,« sagde Mehdi Avaz om sin debutfilm, der kan ses i 100 biografer over hele landet.