’En chance til’ får først premiere til januar, men har allerede fået en fornem pris for sin skildring af uoverskuelige moralske dilemmaer

Den danske filmindustris stolthed, Susanne Bier, blev lørdag hædret med endnu en pris. Hun blev tildelt den katolske kirkes filmpris, en ’Signis Award’, ved filmfestivalen i spanske San Sebastian for hendes kommende film ’En chance til’.  

Prisen gives til en film med et stærkt etisk indhold. Og netop af den grund betyder den noget særligt for den danske succes-instruktør.

- Det er en film som i dén grad har til hensigt at diskutere nogle moralske og etiske værdier og stille spørgsmål ved fundamentale etiske normer. Så jeg synes, at det er ret fantastisk at få denne pris, for det tyder på, at vi rammer noget af det, som vi gerne ville ramme med denne film, siger hun til BT i telefonen fra filmfestivalen i Zürich, hvor hun netop nu opholder sig og er jurymedlem.

Læs også: Susanne Bier vader i stjerner: Derfor ville jeg have Nikolaj Coster-Waldau

’En chance til’ er optaget på Fyn og har Nikolaj Coster-Waldau og Ulrich Thomsen i hovedrollerne som to politibetjente, der ender i et ekstremt dilemma. Den retskafne Andreas (Coster-Waldau, red.) rystes i sin grundvold, da betjentene rutinemæssigt kaldes ud til husspektakel hos et junkiepar og finder deres forsømte baby ligge nøgen og grædende på toiletgulvet. Andreas føler sig magtesløs og tager en drastisk beslutning, der sætter hans retfærdighedssans og moralske kompas ud af kurs.

Filmen har først premiere 15. januar, og der er stadig meget hemmelighedskræmmeri omkring den. Susanne Bier har heller ikke lyst til at være konkret omkring filmens store dilemma endnu.

- Det handler om, hvor langt man vil gå?! I hvilket omfang målet helliger midlet?! Sådan noget, som jeg tror, at vi alle spørger os selv om, siger hun hemmelighedsfuldt.

- Det er ikke nogen debatfilm, men det er klart, at jeg som instruktør gerne vil give folk en oplevelse, som de ikke bare glemmer, når de går ud af biffen.

Det er ikke første gang, at Susanne Biers film vækker opmærksomhed i den katolske kirke. Hendes Oscar- og Golden Globe-belønnede film ’Hævnen’ blev vist i Vatikanet.