Ron Clements og John Musker har tidligere instrueret Disney-film som for eksempel 'Den lille havfrue' (1989) og »Aladdin' (1992). »Vaiana« er lige så traditionel og solid, men desværre ikke helt lige så god som makkerparrets tidligere film.

Vaiana er udset til at overtage styringen af en lille eksotisk ø i Oceanien efter sin overbeskyttende far. Han er fast besluttet på, at pigen ikke må sejle ud forbi revet, fordi han engang selv var ved at drukne i det store hav. Det gør hun så alligevel, og derude møder hun halvguden Maui, der lærer hende om livet.

»Vaiana« er Disney-klassiker nummer 55 i den lange række, der begyndte med »Snehvide og de syv små dværge« tilbage i 1937. Og den nye film er produceret med de samme klassiske dyder. Det er trygt, det er flot, og det virker et langt stykke hen ad vejen.

Men det bliver også lidt gumpetungt, hvor man især korser sig over kvaliteten af tre identitetsløse musicalsange allerede i filmens første halve time. Omvendt er karosseriet i produkterne fra det hæderkronede firma så solidt, at »Variana« er bedre end meget andet på markedet.