Det er TV2 der har erklæret krig om søndagsseerne med thrilleren 'Greyzone, men både anmeldere og seere foretrak DR's filmatisering af Jakob Ejersbos 'Liberty'.

Den står 860.000 mod 611.000 efter første slag om seerne søndag aften. Så mange seere så henholdsvis 'Liberty' på DR1 og 'Greyzone' på Tv2. Men reklamekanalens fiktionschef Katrine Vogelsang, har ikke tænkt sig at opgive lige med det samme.

»DR ejer ikke søndagen, der er også plads til andet«, siger TV2-s fiktionschef, der var kollega med DRs nye dramachef, Christian Rank, indtil han gik til public service-kanalen som dramachef i DR d. 1. februar. Og han er 'begejstret', når man spørger til hans umiddelbare reaktion på seertallene.

Også selvom seertallet til en DR-premiere normalt ligger et pænt stykke over millionen, og TV2 trods 'nederlaget', må formodes, at have gjort et vist indhug i den forventede seer-skare. Men Sofie Gråbøl, Connie Nielsen og Carsten Bjørnlund i 'Liberty' har både seerne med sig, og vinder også på kvalitet, hvis man spørger landets tv-anmeldere.

I gennemsnit når DRs serie helt op på 4,8 stjerner, mens Birgitte Hjort, Joachim Fjeldstrup og de svenske skuepillere på 'Greyzone' må tage til takke med en gennemsnitlig bedømmelse efter første afsnit på 3,5 fra seks af landets største dagblade. Og DRs nye dramachef Christian Rank har ikke tænkt sig at opgive førertrøjen:

»DR skal fortsat være de bedste på drama-fronten, og der kommer ikke mindre tv-fiktion med mig ved roret. Tværtimod så satser jeg på, at der kommer mere,« siger Rank til BT.

VI OPGIVER IKKE SØNDAGEN

»Vi er meget begejstrede for tallene,« siger DRs nye dramachef Christian Rank.

Det kunne have været op mod halvanden million seere, i stedet måtte DR 'nøjes' med 860.000 til premieren på 'Liberty' søndag. TV2 forsøger nemlig at kapre seere i den allermest attraktive tv-tid på hele ugen, det såkaldte 'slot' mellem 20.00 og 21.00, som Danmarks Radio har siddet overbevisende på i mere end 20 år. Faktisk siden 'Taxa' tonede frem på skærmen i 1997, og der efter har været fulgt af en nærmest endeløs række af succes'er:

Fra 'Rejseholdet' over 'Ørnen', 'Krøniken', 'Borgen' 'Forbydelsen' og senest 'Broen' og 'Herrens Veje'.

Mandag modtog Danmarks Radios drama-chef en sms fra TV2s fiktionschef Katrine Vogelsang, der ønskede ham tillykke med premieren på 'Liberty'. Og han sendte én til hende, hvor han ønskede tillykke med 'Greyzone', fortæller Christian Rank, der var kollega med Vogelsang indtil sidste år.

Den 1. februar blev han dramachef på DR, så i dag er de konkurrenter, men stadig på høflige sms'er. Og selvom det må have ærgret Christian Rank, at tallene kunne have været højere, fastholder han, at forholdet mellem landets to største tv-stationer er godt. Også selvom hun forsøger at kapre DRs søndags-seere, hvilket Rank godt forstår:

»Vi konkurrerer på stor dramatik, for det er dér, vi kan samle flere generationer på tværs. Og i et marked med så meget konkurrence, er det ekstremt væsentligt, for begge stationer, at vi har succes med vores store serier. Derfor går TV2 nu også efter de store sende-slots. De har jo i mange år set, at det går ekstremt godt for DR søndag aften klokken 20.00. Men helt ærligt, så er det ikke i licensbetalernes interesse at lægge så store investeringer i direkte konkurrence med hinanden,« siger Christian Rank, der udad til er glad for søndagens seertal:

»Jeg er super glad for, at vores serie har så stort publikum, og at vi fik 860.000 seere. Særligt fordi TV2 har modprogrammeret stærkt overfor os. Men også fordi vi afprøver nye veje med 'Liberty', der ikke ligner det vi ellers præsenterer om søndagen med krimier som 'Bedrag', 'Broen' og 'Forbrydelsen'. Det bliver jeg sindssygt glad for. « siger Christian Rank, der tager handsken op, og ikke har tænkt sig at vige pladsen om søndagen:

"Om vi vil flytte os fra søndag afhænger overhovedet ikke af TV2, men om hvor vi selv mener, at vi bedst fanger vores publikum. Og det har vi en god tradition for at gøre søndag aften, så det vil vi blive ved med. Til gengæld kunne vi godt overveje at lave dramatik på andre tidspunkter i løbet af ugen. Vi står i et nyt marked med mange nye producenter og aktører, og det stiller bare fortsat krav til at DR er i særklasse, og bliver ved med at være relevant og vedkommende for en bred del af de danske seere. I fremtiden vil jeg arbejde for, at vi kommer til at lave mindst lige så meget, og forhåbentlig også mere dramatik, end vi gør i dag,« siger Christian Rank til BT

DR EJER IKKE SØNDAGEN

»Vi er super tilfredse med hvordan 'Greyzone' er kommet fra start,« siger TV2s fiktionschef Katrine Vogelsang.

På trods af, at hun fik 250.000 færre seere end DR, er det alligevel en succes på TV2, at Greyzone med Birgitte Hjort i spidsen, blev set af 611.000 danske seere. Ligesom konkurrenten Christian Rank, vil hun ikke kalde placeringen af 'Greyzone' overfor 'Liberty' for en krigserklæring, og der er ikke drama-krig mellem DR og TV2, mener Vogelsang. Alligevel siger hun:

»Vi anerkender ikke, at det er DRs 'slot' om søndagen. Der er ikke nogen, der ejer søndag klokken 20.00 i fjernsynet."

TV2s fiktionschef Katrine Vogelsang, der har erklæret krig mod DR, for at kapre nogle af de seere, der traditionelt stiller ind på Danmarks Radio for at se søndagsdrama.
TV2s fiktionschef Katrine Vogelsang, der har erklæret krig mod DR, for at kapre nogle af de seere, der traditionelt stiller ind på Danmarks Radio for at se søndagsdrama. Foto: Martin Sylvest Andersen
Vis mere

TV2 har kig på alle dage, hvilket også inkluderer søndag, siger Vogelsang, der mener, at der sagtens er plads til to dramaserier overfor hinanden:

»Vi ser på, hvordan vi kan få det optimale ud af alle ugens dage. Og når 'Broen' har 700.000 seere, så er der masser af rum og plads om søndagen. Det betyder jo, at der er omkring 4 millioner, der kan se noget andet. Så vi ser ikke på det som en krig mellem DR og TV2. Vi ser på hvordan 'Broen' ligger i forhold til andre sammenlignelige serier, og er meget tilfredse med 600.000 seere til 'Greyzone. Det er mere end vores succes-kriterium,« siger TV2s fiktionschef, der dog ikke vil afsløre, hvor smertegrænsen ligger for det laveste seertal en søndag på TV2:

«Jeg kan sige, at 'Greyzone' er langt over målet. Men præcis hvad succes-kriteriet i seertal er, det er en forretningshemmelighed.«

«Søndag er en kæmpestor tv-aften, og det er der, det er absolut lettest, at få flest seere hen foran skærmen. Og hvis man laver noget med en vis kompleksitet, så er det en god dag, at sende noget, der er mere til hjernen, fordi folk ikke har været på arbejde. Modsat 'Badehotellet', der bliver sendt om mandagen, hvor folk måske har mere brug for at slappe af i godt selskab efter den første arbejdsdag, hvor der har været gang i den,« siger Katrine Vogelsang, der siger, at TV2 ikke vidste hvilken DR-serie, de kom til at konkurrere mod:

»Vi vidste ikke præcis hvilken DR-serie, der ville ligge overfor 'Greyzone'. Det ved vi ikke på forhånd, for det er ikke noget DR siger til os, og det er heller ikke noget vi koordinerer mellem DR og TV2. Det synes jeg heller ikke, at vi skal gøre. «

»Vi anerkender ikke, at det er DRs 'slot' om søndagen. Så vi vil blive ved med at kigge på alle ugens syv dage. Også søndag, hvis det er den rigtige serie, som vi synes passer lige dér. Men vi har ikke et erklæret mål om at nu skal søndagen være TV2s. Vi tænker ikke på samme måde som DR. Jeg har for længst forladt tanken om, at der er bestemte tidspunker man laver bestemte dramaer til. Det hører til den gamle virkelighed, dengang der kun var flow-tv. Så vi tænker slet ikke på samme måde som DR,« siger Katrine Vogelsang, der fortæller, at TV2s næste fiktionsudspil bliver til efteråret.

Her sendes 10 nye afsnit af 'Klovn', der vil blive vist en anden dag end søndag, samt krimiserien 'Kriger' af Christoffer Boe, der tidligere har lavet spillefilmen 'Spies og Glistrup'.

»Der er ikke nogen planer om, at lægge 'Kriger' om søndagen,« siger Katrine Vogelsang, der dog ikke vil give nogen garantier.

FAKTA:
Anmelderne i seks af landets største dagblade gav i gennemsnit 4,8 stjerner til DRs serie, 'Liberty', mens de kun gav 3,5 stjerner i gennemsnit til TV2s 'Greyzone'.

Stjernerne fordelte sig således:

LIBERTY:

BT - fire stjerner ud af seks stjerner
Berlingske - fem stjerner ud af seks stjerner
Jyllands Posten - seks ud af seks stjerner
Politiken - fire stjerner ud af seks stjerner
Ekstra Bladet - fem ud af seks stjerner
Fyens - fem ud af seks stjerner

GREYZONE:

BT - tre ud af seks stjerner
JP - fire ud af seks
Politiken - fire ud af seks stjerner
Berlingske - fire ud af seks stjerner
Ekstra Bladet - tre ud af seks stjerner
Fyens - tre ud af seks stjerner