Jim Carrey spillede engang hovedrollen i en film med titlen 'Evigt solskin i et pletfrit sind'. De seneste år har flere og flere sat spøgsmålstegn ved det med det pletfri sind. I en ny Netflix dokumentarfilm 'Jim & Andy: The Great Beyond' udstiller han ærligt sit eget stigende vanvid - eller geni, om man vil.

Dokumentaren er baseret på hele hundrede timers film, der blev optaget under optagelserne til Carrey-filmen 'Man on the Moon'.

Og den kan ses som dokumentation, både af de, der ønsker at få Carreys stigende galskab bekræftet, samt af folk, der ønsker et sjældent indblik i en kunstner, der træder ud af sig selv og ind i en anden karakter. Det er 'Method acting' i yderste potens.

I 1998 fik tidens største Hollywood-stjerne Jim Carrey tilbudt sin drømmerolle som Andy Kaufman i 'Man on the Moon' - efter en del skyggespil i kulisserne, fremgår det af ’Jim & Andy’. Godt nok havde Carrey fyldt biografernes boxoffice i succesfilm som 'Ace Ventura', men han havde også ry for at være umulig at arbejde sammen med.

Original komiker

I Danmark er komikeren Andy Kaufman nok mest kendt som ham, Michael Stipe synger om i R.E.M.s 'Man on the Moon' og som skuespiller i sitcom’en 'Taxi'.

Kaufmans dybt originale, aparte, ofte enormt anstrengende komik kom fra et sted inde i manden, ingen computer kunne konstruere.

Det ene øjeblik legede han Elvis - var faktisk en af USAs tidligste Elvis impersonatorer. Det andet legede han wrestler, helst kun med kvinder. Det tredje øjeblik tog han bo i den lige gale figur 'Tony Clifton'.

BT inviterede i 1999 holdet bag 'Casper og Mandrilaftalen' med i biografen til premieren på 'Man on the Moon'. Lars Hjortshøj beskrev meget præcist Kaufmans metode:

»Jeg er især glad for, at det lykkes filmen at fremstille hans projekt på en tro måde. Kaufman var mere optaget af publikums reaktioner end af pointer og latter som i traditionel komik. Han viste, at det nogle gange gælder om at holde tungen lige i munden. Selvom alle odds siger, at man ikke bør holde fast i det, man har tænkt sig,« sagde Hjortshøj.

Lidt psykotisk

Jim Carrey har tidligere udtalt, at han var lidt »psykotisk« under indspilningerne af ​'Man on the Moon'.

»Jim Carrey eksisterede ikke på det tidspunkt, « sagde han. I dokumentarfilmen bliver det klart, hvor sandt det var.

Man ser Carrey tæt på at komme op at slås med en wrestler. Man ser ham ødelægge sin bil i sin indre 'rus'.  Man ser ham tilsvine alt og alle. Råbe og skrige. Ikke mindst ad den stadig mere desperate instruktør Miloš Forman.

»Andy, du er nødt til at give mig en chance for at lave en film,« siger den frustrerede instruktør til Andy - ikke til Jim Carrey. Ham har han opgivet at nå ind til.

Nogen må gøre noget

Man ser Jim Carrey/Andy Kaufman møde sin filmkone Courtney Love, som var det to forelskede, der mødtes efter lang adskillelse.

Selv den hårdt prøvede Danny Devito, der spillede sin egen rolle i 'Taxi', er rystet i dokumentaren.

»På et eller andet tidspunkt må nogen gøre noget,« siger han hovedrystende.

I et interview Carrey gav i september under filmfestivalen i Venedig til The New Scotsman fortalte han, at det tog ham en måned at blive til sig selv efter indspilningerne af 'Man on the Moon'.

»Hvem er Jim Carrey,« spørger avisen.

»Et tegn, der har spillet mig.«

Men bag det er et menneske, ikke?

»Nej... Du er en samling tetraeder (matematisk begreb for pyramider, red.), der er programmeret med ideer om dig selv. Det tror jeg. Der findes ingen 'dig'.«