Efter en lidt vaklende start vendte ’Broen III’ i aftes tilbage med ét af seriens hidtil stærkeste afsnit.

I sæsonstarten skulle alle tilsyneladende lige vænne sig til det nye Kim Bodnia-fri univers.

Bodnias karakter Martin er nemlig røget i spjældet for mordet på sin søns morder. Og hullet, han efterlod, lod først til at være svært at fylde. Men i andet afsnit, var styrken tilbage. Og man fristes nu til at spørge ’Martin-hvem?’

Den sære men også skarpe svenske detektiv Saga (Sofia Helin) fået sin nye faste danske politipartner i den sex- og pilleafhængige men også tilsvarende brillante detektiv, Henrik (Thure Lindhardt). Og både som fiktive særlinge og som skuespillere klikker Lindhardt og Helin, så det er en ren fornøjelse.

Således er Henrik ikke spor imponeret af det, han refererer til som Sagas wikipedia-paratviden -om alt (unødvendigt) imellem himmel og jord. Og hendes akavede men også direkte facon slår samtidig forrygende gnister med Henriks analytiske og sært tilknappede personlighed.

Sagas skrøbelighed

Samtidig har den svenske skuespiller Sofia Helin genfundet den hjerteskærende balance imellem skrøbelighed og ustoppelig styrke, der gør Saga til sin hel egen personlighed i et ellers tæt besat internationalt landskab af fiktive politisærlinge (fra Lisbeth Salander til ’Bones’’ Temperance Brennan). Sideløbende tager historien også form. Og flere skurke indtager deres lovende position.

Mest frastødende og fascinerende er nok Sonja Richters fantastiske Lise Friis Andersen - en hadfyldt youtube-personlighed, der via sine net-blog allerede har medført to grusomme mord på fortalere for homo- og transseksuelles rettigheder.

I første afsnit blev fortaleren for en ’kønsneutral’ fremtid, den lesbiske debattør og børnehaveejer Helle Anker dræbt og udstillet som uhyggeligt smilende klovn. Og i andte afsnit måtte en heteroseksuel og gift folkekirkepræst, der som den første vier folk af samme køn, lade livet. Og ligesom Helle Anker udstilles han (på en gynge) med samme skræmmende klovnemakeup.

Skiller sig ud

I krimigenren, hvor hele verden efterhånden kan spille med, kan det være svært at opfinde helt nye emner. Og med kønsdebatten som udgangspunkt har amerikanske mainstream-serier som ’Law & Order’ og ’Criminal Minds’ da også forlængst leveret fine afsnit.

Men så er det jo godt, at ’Broen III’ ikke er som nogen anden serie.

Således er både stemning, skuespil og dialog helt unik for denne fremragende og konstant fremadsøgende dansk-svenske samproduktion.

Og med Henrik Georgsson som instruktør ramte andet afsnit alle de rigtige toner.

Således beskrives en anden mulig skurk Morten Ankers posttraumatiske krigssyndrom ikke med klichéagtige tilbageblik men istedet med genialt klippe- og lydarbejde. Henriks og Sagas nye kollegaforhold får både tid og rum. Og samtidig introduceres flere spændende side-historier, uden at tage fokus fra hovedplottet. Det her er top-tv.

’Broen III’, dansk drama, 2015, afsnit to, fem ud af seks stjerner