Der er ingen, der kan lave sønderjysk 'kav' som sidste års Katja, men mon ikke vi finder nogle andre søde bagehelte at holde med i den nye omgang af 'Den store bagedyst', der blev sat i ovnen onsdag aften på DR1?

På denne tid sidste år var de fleste ved at få forstoppelse af mad-tv. Mere end 160 mad- og kokkeprogrammer diskede de danske tv-kanaler op med på en enkelt uge, og alligevel formåede bagedysten at banke dem alle med kagerullen og blive en kæmpe seersucces.

Forklaringen er ganske enkelt gode råvarer. 'Den store bagedyst' tager både sine deltagere og sit publikum alvorligt. Det er godt castet med folk, der har personlighed og virkelig kan deres bagekram. Produktionen er lækker uden at stjæle fokus. Ekspertdommerne Jan Friis-Mikkelsen og Mette Blomsterberg anerkender deltagernes kunnen og giver dem derfor hård kritik, og endelig skader det ikke, at kagerne er sande kreationer, der fanger øjet og får tænderne til at løbe i vand. Det er jo ikke tomatsuppe, de laver.

Mens langt de fleste madprogrammer endelig er taget af menuen, vender 'Den store bagedyst' således stærkt tilbage, og bortset fra en ny vært i Timm Vladimir er der ikke ændret et gram på den vindende opskrift. Det var lige på og hårdt med to timer til en plade cupcakes, og så havde vi allerede konkurrencestress og gråd i øjenkrogen, som da lille Liva efterlønner skrabede sin topping af i køkkenskuffen.

Niveauet synes tårnhøjt i år - selv om jeg godt tør garantere at chokoladeovertrækken sidder langt skarpere om otte uger end på aftenens napoleonshatte - og konkurrencen er hård. Allerede nu kan vi begynde at udpege personlige favoritter og si klatkagerne fra. Globetrotter Tobias ligner både pigernes og drengenes ven og lagde sig hårdt i spidsen, sammen med den feminine actionman Jimmy og millimeter-gastronomen Charlotte, der begge havde styr på deres finish. Og i baghjulet ligger unge Mette, hvis hun kan ryste nerverne af sig.

Om otte uger er vi måske ikke ligefrem meget klogere, men i hvert fald godt underholdt. 'Den store bagedyst' er i al sin velafstemte enkelthed en lækker lille kaloriebombe - og så feder den ikke engang.

TV

Den store bagedyst, DR1 onsdag

***** (5 stjerner)